Slægtens historier i ord og billeder Alle rettigheder forbeholdes

Poul havde også en rød traktor. Det var en Porche. Den lignede fuldstændigt den på billedet her, bortset fra at Pouls var beskidt, som et landbrugsredskab der bruges jo sædvanligvis er. Poul elskede sin traktor, og den var stor del af hans liv. Når Poul kom op på sin traktor blev han lidt af en motorbølle. Han drønede ud over marker og markveje med alt hvad maskinen havde i sig, og det betød jo at traktoren nærmest hoppede og dansede hen over det ujævne landskab. Det nød han. Man kunne tydeligt se, at jo mere luft der kom UNDER traktorens hjul, jo mere grinede han.

Jeg har været med Poul ude at køre på traktor - til min mormors udtrykte forfærdelse - hvilket jeg i dag har fuld forståelse for. Dengang syntes jeg bare det var noget tøsepjat. Det syntes Poul “heldigvis” også, og jeg har ham mistænkt lidt for også at holde meget af at drille sin storesøster lidt. Og her var jo en oplagt chance. Nå, men jeg kom op at sidde i bøjlen på skærmen, og Poul startede, og gav den gas. Så drønede vi med fuld fart ned over markvejen der gik hele vejen fra gården, og ned til vandet (Kattegat). Poul brugte snus, og havde derfor temmeligt sorte tænder, og selv om jeg kæmpede med at holde fast, i bøjlen på skærmen og i Poul, for ikke at falde af traktoren i fuld fart, kunne jeg se på hans stadigt voksende sorte grin, at han morede sig kosteligt på hele turen. Jeg må i dag indrømme, at jeg var bange under turen, og at det faktisk var livsfarligt. Men bagefter var jeg ikke til at skyde igennem - også selv jeg havde temmelig ondt i bagdelen. Det var fantastisk.
Og Poul fik en god gang skæld-ud af Valborg, hvilket han også morede sig kosteligt over.

Den historie jeg altid har hørt er, at Porchen også skulle vise sig at blive Pouls død, men nye oplysninger fra en venlig sjæl i menighedsrådet på Odden, har afkræftet denne historie. Historien jeg kendte går på, at han væltede med traktoren på marken, og fik den ned over sig - hvilket jo også passer meget godt med hans hang til at køre ræs med Porchen. Historien passer dog ikke, idet jeg nu har konstaterede at Poul på et tidspunkt solgte matr 9c, og købte et mindre hus ved siden af hvor han levede, og blev over 80 år. Poul blev begravet fra Odden kirke af hans gode venner og naboer Susanne og Niels Madsen den 29. december 2001.

Den måtte jeg ikke komme i nærheden af fordi man kunne falde ned i tanken og så var der ingen mulighed for at komme op igen - så ville man drukne i ensilagen. Men jeg husker tydeligt lugten af ensilage. Tænk på nyslået græs, friskafklippet løv fra et træ, kålblade, og øl. Det hele blandet godt sammen, og puttet ned en en lukket beholder i +6 måneder.

Sådan lugter ensilage, og den lugt står i dag for mig, sammen med den almindelige lugt af stald, som indbegrebet af “landet”. Jeg var også med til at gøre rent i kostalden, og strigle køer når de skulle på slagteri eller på skue. En gang gik jeg i gang med at strigle tyren på et tidspunkt hvor Gunner ikke lige var i nærheden, og det var ved at gå helt galt. For tyren synes ikke lige så godt om at jeg rev og flåede med striglen i de indtørrede kager på dens lår og ben, så den begyndte at presse mig op mod staldvæggen som den stod op ad. Og sådan en tyr er stærk kan jeg fortælle, så det var et fantastisk held at Gunner lige kom ind i stalden tids nok til at få rykket den store og sure tyr i halen så den slap presset på min ikke så store krop, og jeg kunne slippe ud. Jeg har ikke striglet tyre siden !!

Jeg var også med til at køre hø ind og stakke det på høloftet, og jeg fik også lov til helt selv at køre traktor. Faktisk fik jeg lov at tromle en hel mark - og det var tilfældigvis den mark der vendte op mod min mormor og morfars frugthave, og så synes jeg jo fint at jeg kunne parkere traktoren på marken lige bag deres hus for at gå ind og spise inden jeg skulle ud igen, og tromle færdig. Den beslutning var min mormor ikke helt enig med mig i kan jeg tydeligt huske - hun syntes ikke jeg var gammel nok til at køre med store maskiner på marken. Det kunne jeg slet ikke forstå. Jeg havde jo fået lov af Gunner, og han havde givet mig en god undervisning i hvordan man kørte traktoren og hvordan man hævede og sænkede tromlen. Desuden var jeg jo en stor dreng og kunne klare mig selv (jeg var ihvertfald over 10 år). Så hvad kunne problemet vel være for Mormor?
Nå - men jeg fik da tromlet færdig.

Noget af det bedste jeg vidste var, i middagsstunden hvor man på landet sov til middag, at lægge mig på ryggen i det høje græs bag ved Gunners store lade, og bare kigge op i himlen, og se lærkernes og svalernes fantastiske flugt og samtidigt nyde de helt utroligt smukke lyde fra fuglene.

Inde i laden var der en masse maskiner, både gamle og nye, og et var utroligt spændende for mig at udforske dette overflødighedshorn af ny og gammel teknik. Oven på laden var der et stort høloft, og her havde jeg indrettet min egen hule hvor jeg kunne gemme mig sammen med kattene, sove til middag, og bare være mig selv. Det var en frihed der ikke kan sammenlignes med noget andet.

Jeg husker mine ferier i Glostrup, Egebjerg som noget af det mest livgivende i min barndom, og som noget virkeligt har bidraget til at forme mig som menneske efterfølgende.

Det ville jeg ikke have været foruden i mit liv.

Valborg bliver gift den 17. november 1926 i Odden kirke med Georg Hansen - min morfar. Et bryllup hvor Lars Peter Larsen, Anna Katrine Sophies mand og Valborgs stedfar, er vidne for både brud og gom.

Her forlader Georg præstgården i Egebjerg på sin postcykel, som jo altså var et af hans vigtigste arbejdsredskaber. Georg var, som skomager på den ene side, og som dagligt lokalt landpostbud på den anden, både vellidt og velkendt i lokalsamfundet. Folk kom til ham med sko der skulle forsåles og repareres, og han kom til de samme folk på sin cykel med post, og uanset hvilken rolle han havde var der altid et smil på læben, og der var også altid plads en en glad bemærkning til de mange mennesker han på den måde kom i jævnlig kontakt med.

Den selv samme cykel blev brugt til de andre jobs der holdt Georg i super fysisk form.

Det ene job handlede om at han kørte med Julens glæde et par gange om året, hvor han cyklede rundt i flere sogne og samlede ind således at folk var sikre på at have lidt at gøre godt med i julen.

“Jeg skal op og gå med post i morgen tidlig, Valdemar, så jeg har altså ikke tid til at komme herud og samle dig op i morgen. Så du må op på cyklen igen”. Så Georg fik stablet Valdemar op på cyklen igen, og på forunderlig vis kom de begge helskindende retur til Glostrupvej. Det var faktisk en livsfarlig ekspedition de der begav sig ud på, og det er lidt af et under at de begge kom fra det med livet i behold. Men det er meget kendetegnende for Georg og hans styrke. Han gav ikke sådan lige op. Havde han en pligt eller en aftale, så gjorde han det der var nødvendigt for at overholde det. Sådan var han. Her er Georg som musiker, formentligt fra ca. 1984, med hans elskede violin som fulgte ham gennem livet.

Her rejstes i skellet mellem Egebjerg kirke og Egebjerggård i 1915 en mindesten for N.F.S. Grundtvigs moder, Kathrine Marie Bang, der er født på Egebjerggård den 1. juli 1748, og som i 1768 på Anneberg blev gift med Grundtvigs fader, Johan Grundtvig, der var præst på Odden, og tidligere havde været capelan i Egebjerg kirke. Goerg var jo, som den gode Grundtviganer han også var, helt sikkert heller ikke fuldstændigt ufølsom over for det faktum, at Grundtvigs moderlige aner fandtes lige her, og at faderen også havde haft sit virke i kirken.

Mine erindringer, væsentligst fra mine ferier i Glostrup, om Georg handler om en altid smilende og glad mand, der altid var beskæftiget med et eller andet. Men han var også en gæv gut. F. eks var der i Valborgs køkken endnu ikke var lagt rindende vand ind, så der stod en pumpe ved køkkenvasken der kunne hente dejligt koldt vand ude i brønden. Den brugte Georg hver aften når han skulle vaske sig - og det foregik i koldt vand og i køkkenvasken. Først vaskede han ansigtet, og så hænder og arme med en neglebørste og grov håndsæbe. Men tænderne skulle jo også gøres rene. Så når han far færdig med ansigt, hænder, og arme, tog han hele gebisset ud, og gav dem en tur med neglebørsten også, og så fik de lige et skvæt fra pumpen bagefter, og så ind på plads med dem igen. Ikke så meget pjat.

Et andet godt eksempel handler om en lidt mere tabubelagt del af den menneskelige krop.

Det er ikke svært at forestille sig at Georg, der jo opholdt sig i sadlen på sin cykel temmeligt meget af sin tid, let kunne blive plaget af problemer med bagdelen. Men det var der også råd for - ihvertfald når man var Georg. Han tog simpelt og fyldte den ene hule hånd med almindeligt kogesprit og slyngede det op i bagdelen. Stille og roligt, og uden en lyd. Det kunne holde de fleste problemer i ave sagde han. Denne lille fikse løsning, skulle min far - Niels Vagn, der også led af hæmorrider, så også prøve en gang vi var på familiebesøg hos mine morforældre. På det tidspunkt havde de fået lagt både rindende vand, og træk-og-slip toilet ind på Glostrupvej 33, og min far trak sig derfor, med spritflasken, tilbage til toilettet for at få sit problem løst. Jeg tror aldrig jeg, hverken før eller siden, har hørt nogen hyle på den måde. Vi troede simpelt hen hele huset skulle falde sammen om ørerne på os, sådan skreg han. Ingen kunne ihvertfald være i tvivl om at det gjorde av på min stakkels lille fars bagdel. Om det så hjalp ham, melder historien ikke noget om, for han var ikke specielt snakkesalig bagefter. Men det var faktisk ret underholdende, og det fortæller ihvertfald en historie om hvilket slags stof Georg var gjort af.

Jeg husker, som nævnt, nok Georg allerbedst fra skomagerværkstedet, hvor jeg kan genkalde mig både lydene - de høje skingre lyde når han trak såler af skoene, slaglydene når han slog gummi under træsko, eller den summende lyd når han syede sko på sin store sko-symaskine, og lugtene - de stærke lugte når han brændte sådan en sort firkantet klump med en brænder, det var en slags voks han brugte til indfarvning af læderet, lugten når han blandende den stærke lim han brugte til at lime såler på med og til at lime skind sammen med der var gået i stykker, og duften af hans slidte læderforklæde han altid havde på når han sad der på sin trebenede skammel i værkstedet, og lavede sko.