My Image

Den gamle grænse 2, 05.06.2020


Dagens vandring, Den gamle grænse 2, 05.06.2020

Dagens vandring,

I slutningen af Maj gik Peter Tagesen og jeg den første etape af den gamle 1864 grænse, fra diget i Vester Vedsted til Geelsbro i Gram.

Turen i dag var anden etape startende i Geelsbro og med slutmål Kongeåen ved Villesbøl. Ruten kan ses på billederne☺
En skøn tur på lige godt 20,5 km, og med rigtigt mange gode oplevelser undervejs.

Jeg ved ikke rigtigt hvad det er sådan en vandring gør ved mig, men jeg kan ikke rigtigt komme i tanker om situationer hvor jeg føler mig bedre tilpas både fysisk og mentalt end når vi går i naturen, og oplever den fantastiske ro og skønhed der er, samtidigt med den enorme mangfoldighed der også er. Hvis nogen påstår at verden har 7 vidundere, så vil jeg gerne argumentere for at der faktisk er 8 ☺

Turen i dag startede i Geelsbro, præcis samme sted som vi sluttede den første etape, og herfra gik vi udelukkende nordpå ad den nyanlagte grænse-sti, som i langt højere grad er færdiggjort på denne strækning end den var på den første etape vi gik.

Vi mødte ingen andre grænse-vandrere undervejs, hvilket jeg meget håber vil ændre sig efterhånden denne sti bliver mere kendt. Der er virkeligt noget at komme efter her for alle der elsker natur, og specielt for dem som også elsker kombinationen med afgørende historie.

Den første vi mødte var en landmand som var ude i marken for at fodre sine kvier. Skønt at se hvordan kvierne nærmest dansede hen til fodringstedet da han kom. Vi sludrede lidt med ham efterfølgende, og han var meget glad for stien, og for at den forhåbentligt ville bibringe et generelt større kendskab til denne landsdel, og for at mange flere vil have mulighed for at udforske den gamle grænse.

Lidt senere på turen mødte vi en gammel lokal gubbe, som gerne ville snakke og fortælle historier. Han boede selv lige op til stien, og han kunne berette om at der havde været meget utilfredshed fra lodsejerne langs grænsen med at de skulle afgive et par meter jord til stien. Det har givet meget ballade, og nogle lodsejere har pure nægtet, hvilket har betydet at man nogle steder har måttet dreje stien uden om. Nogle havde endda sat hegn med kæder og låse op, for at ingen skulle kunne komme ind. Men heldigvis har de fleste dog været samarbejdsvillige, og det har jo også betydet at stien nu er en realitet ☺

Undervejs så vi mange harer, og Peter Tagesen var meget tæt på faktisk at træde på en harekilling da vi gik i marken langs Hjortvad Å.
Vi så også et par meget flotte hvepsevåger (som er en middelstor europæisk rovfugl) i glideflugt over marken, og her kom min fine nye kikkert mig til stor hjælp ☺ , og vi så en hjort springe ud af et hegn og løbe væk over marken. Vi så også en ægte grænseoverløber – en grævlinge-hule gravet lige ind i skrænten på grænsen og ind under grænsen. Vi døbte boligen på stedet til: Grænsestien 1. Her bor Hr og Fru Grævling ☺

Fantastisk natur – det er jeg bare nødt til at fremhæve.

Og så opdagede vi en ”levende” græsesten. Grænsesten nr. 49. Det var stort – ikke mindst for @Peter Tagesen som er en dedikeret grænse-nørd ☺

Til slut på turen mødte vi et lokalt ægtepar, som også kunne fortælle historier. De fortalte at hendes forældre var født på hver sin side af grænsen, men med kun 5 km imellem dem. Det havde ikke altid været en let opgave at få det til at lykkes. Faderen var født 2 km inde i Schleswig og moderen 3 km inde i Danmark. Det er jo sådan en historie der netop sætter det at udforske grænsehistorikken i et meget personligt og virkelighedsnært perspektiv.

Efter snakken med ægteparret, havde vi bare 1 km tilbage til vi ramte målet: Kongeåen.

En fantastisk tur, i et fantastisk vejr, og i et fantastisk godt selskab.

Hvis nogen har lyst, så kan jeg på det varmeste anbefale at tage denne tur – den giver bare så meget både historisk, mentalt og fysisk.



Klik på billedet for at se flere billeder