Dagens Oplevelse, Memory Lane med Hanne-Elene 21.02.2020

En dejlig dag på ”Memory Lane”
I august 1961 startede jeg i skole på Ellebjerg Skole i København. Det gjorde min bedste legekammerat, og - tør jeg godt sige – barndomskæreste, Hanne-Elene også.

Hanne-Elene og jeg havde leget meget sammen et godt stykke tid inden vi begyndte i skolen – vi boede i samme bolig-karré med bare opgang imellem os – og vi var næsten uadskillelige.

I dag, 58 ½ år efter vi startede i skole, mødtes Hanne-Elene og jeg igen. Et af billederne er os fra i dag, og et er os i 1961. Se om I kan gætte hvad der er hvad ☺

Det har været en fantastisk oplevelse, og en rigtig dejlig tur ned ad Memory Lane.

Vi startede med at spise en dejlig frokost på Restaurant Vanvid, som er etableret på en husbåd den nyere del af Københavns Sydhavn. Det var stemningsfyldt og meget hyggeligt. Men vi skulle jo også lige finde ud af hvordan vi skulle snakke sammen – 58 ½ år er trods alt lang tid – så vi var lidt famlende til at starte med. Men snakken kom hurtigt i gang, og vi fik virkeligt snakket gamle minder.

Hanne-Elene kunne bl.a. fortælle mig, hvad jeg ikke selv kunne huske, at vi sammen red på to store sten som stod i gården, og så red vi langt væk og oplevede en masse spændende ting – og hvis vi ikke kunne ride hurtigt nok, gik vi hen til gyngerne og gyngede så hurtigt vi kunne, for at vi skulle nå at opleve alt vi gerne ville. Det giver mig uværligt associationer til denne dejlige melodi
https://www.youtube.com/watch?v=Y7lmAc3LKWM.

Efter frokosten tog vi til det område hvor vi boede i 1950’erne og 1960’erne. Området omkring Mozartsvej, Offenbachsvej, Sjælør Boulevard og Wagnersvej.

De to sten står stadig i gården, og de er på et af billederne. Det er da nostalgi der vil noget 😁

VI gik en tur i området, men det var relativt koldt, og vi var ikke klædt på til at vandre, så det blev ikke til så meget. Men vi var rundt om nævnte gård, og rundt om legepladsen som også var der i 1960’erne – om end i en lidt anden skikkelse.

Og så var vi på Karens Minde. Karens Minde er en gammel avslgård, som i 1879 blev solgt til Johan Keller, og dermed blev en del af de Kellerske anstalter. Det var det helt frem til 1987, og altså også i 1960’erne hvor vi var børn i området. Dengang var Karens Minde forbudt land for os, og det var hegnet ind med 4 meter høje trådhegn med kraftig beplantning bagved. Det var faktisk meget sjældent at vi overhovedet så nogle af patienterne på Karens Minde, selv om overbelægningen var voldsom i de år.

I dag er Karens Minde et kulturhus, som huser bibliotek, café, lokalarkiv og mange andre aktiviteter. Vi var inde på caféen og få en kop kaffe og the. Det var meget spændende at være inde i et hus, som var absolut forbudt område da vi var børn og boede der. Et par af billederne er fra caféen.

Som nævnt, var snakken kommet rigtigt godt i gang, og mens vi sad der og nød eftermiddagen og vores kaffe og the, fortalte Hanne-Elene mig om en anden sjov episode, som jeg heller selv kan huske. Vi havde leget oppe hos hende, og af en eller anden grund kunne godt lide at lege nedenunder hendes forældres senge. Så det gjorde vi. Men pludselig sad jeg fast – jeg var blevet ”fanget” i en af fjedrene neden under sengebunden, og jeg sad uhjælpeligt fast. Jeg hylede og skreg, og Hanne-Elenes mor var i vaskekælderen, så der var ikke andre i lejligheden en Hanne-Elene og jeg.

Hanne-Elene var rædselsslagen for at gå ned i vaskekælderen, fordi hun skulle igennem en meget mørk kælder for at komme frem til vaskekælderen. Men hun gjorde det – og hendes mor kom farende op og fik lille Peter reddet ud under sengen.

Tak Hanne-Elene for at du var modig nok til at sørge for at jeg blev reddet 😂

Det har været en fantastisk dag, i rigtigt godt selskab, og det er utroligt så mange tanker og minder der dukker op på sådan en dag.

Vi har aftalt, at vi gør det om en dag hvor det er knap så koldt, og så skal vi gå lidt mere rundt i området.

Hvis nogen af jer har en gammel favoritlegekammerat / barnekæreste som I ikke har haft kontakt med i mange år, så kan det varmt anbefales at forsøge at få etableret en kontakt. Det er sådanne oplevelser der bare er helt unikke.

Jeg slutter min billedserie af med et billede af mig (og mine klassekammerater) lige før jeg går ud af skolen, 10 år efter det første billede er taget. Sjovt at se forskellen 🙄

Klik på billedet for at se flere billeder