My Image

Dag 5, 29.06.2024


Dag 5, 29.06.2024

Sommerferie 2024, Azorerne

Dag 5, 29. juni 2024


Jeg tænker at chancen for at jeg nogen sinde igen kommer til at opholde mig midt ude i Atlanterhavet hvor der er både hvaler og delfiner, er ret lille. Samtidigt har jeg i mange år haft en drøm om at se disse dyr i deres naturlige element.

Så jeg havde besluttet hjemmefra at jeg ville på hvalsafari på denne ferie
🐳.

Hvalfangst har tidligere været et hovederhverv på Azorerne. Ført i 1987 blev hvalfangst helt forbudt i Portugal, og øerne måtte skifte erhvervsretning.

Da hvalfangst blev til et systematisk erhverv, udviklede man instrumenter til at gøre fangsten nemmere, hurtigere og mere effektiv. 1850 byggede man de første flåder til at fange hvaler på Azorerne.
Til formålet udviklede Azorerne en typisk båd ”Barco de boca aberta” – som betyder båd med åben mund – der var udført af meget lette træsorter for at forhøje bådenes smidighed og fart i vandet for at tilpasse kaskelothvalens hastighed. Båden sejlede med en besætning på 8 til 10 mænd: seks-otte roere og en ”mester” som sad ved agterstavnen og styrede båden med en snare og ved stævnen stod en ”harpun-mand”, der affyrede harpunen mod kaskelothvalen.

Båden vi stævnede ud med i dag, ”Netos de Jose Augusto” - som betyder Barnebarn af Jose Augusto - var dog ikke sådan en båd, men en båd bygget til at sejle med turister.

Smukt ser det ud, når man er stævnet ud fra havene i Ponta Delgado og tager et kig ind mod byen og øen.

Efter at have sejlet et stykke tid mødte vi de første legesyge delfiner. Det var to øresvin (Tursiops truncatus), eller Bottle-nosed Dolphines som de kaldes på engelsk.

Øresvin er et af de mest intelligente dyr i naturen, de kan ses både tæt på kysten og på åbent vand og de færdes ofte i flok. Her var vi ret tæt på kysten, og her var bare et pat stykker, men de var klar til at lave opvisning for os.

De svømmede ret tæt på båden og på et tidspunkt klappede de begge samtidigt to gange med halen på vandoverfladen da de dykkede samtidigt. Ligesom for at fortælle os at de gerne ville optræde for os. Det var et fantastisk syn at se i naturen, og ikke i et eller andet show i et bassin.

Lidt længere ude mødte vi den næste flok delfiner. Denne gang var det Atlantic-spotted Dolphin (Stenella frontalis) vi mødte. Det var en pænt stor flok, og de svømmede helt tæt på båden og ind under den (vi møder dem igen senere
😁).

Så gik turen længere og længere ud i Atlanterhavet, og selv om der ikke var meget vind i dag, så var der alligevel op til en halv meter høje bølger på havet, så vi fik lidt af en vippetur undervejs. Jeg havde dog overhovedet ikke tid til at blive søsyg – og blev det til min forbavselse heller ikke – der var alt for meget jeg skulle holde øje med i havet.

Efter ca. to timer sejlads mødte vi den første
🐳.

En kaskelothval (Physeter macrocephalus). Skipper fortalte at det var en han, fordi hannerne svømmer alene, hvorimod hunnerne svømmer i flok hvor de oftest passer på deres kalve.

Det er et betagende syn at se sådan et kæmpedyr i sine naturlige omgivelser. En kaskelothan kan blive op til 20 meter lang og veje op til 55 ton.

Jeg beklager at videoen er lidt ”gyngende” – men som nævnt var der ret store bølger derude, så det var ikke helt muligt at stå stabilt på bådens dæk
😂.

Kaskelotter hører til blandt de dybest dykkende hvaler, og dykketider på over een time og dybder på 1.000 meter eller mere er ikke usædvanligt for hannerne.
Kaskelothvalen er med sin store næse med spermacetorganet et aktivt jagende rovdyr, der på stor dybde finder og fanger sit bytte, som hovedsageligt er blæksprutter, ved hjælp af lyd, på samme måde som man måler afstand og retning ved hjælp af ekkolod.

Netop det er denne her, som dykker med halefinnen stikkende næsten lodret op af vandoverfladen på vej til at gøre.

Nu sejlede vi endnu længere ud, og efter ca, en halv times sejlads mødte vi en kaskelothval mere. Også en han denne gang. Det er altså imponerende dyr – specielt når man får lov til at opleve dem på denne måde
😀.

Nu vendte skipper skuden mod land igen, og efter ca, 1 times sejlads mødte vi en ret stor flok Atlantic spotted Dolphins igen. Det er tydeligt at disse dyr er både sociale, intelligente og kontaktsøgende. De svømmede helt tæt på båden, og ind under den, og de kiggede op til os når de havde hovederne oppe over vandoverfladen.

Det er lidt svært på billederne at se at dette faktisk er en ret stor flok, men det var det faktisk – jeg vil skyde på 20-30 dyr i en flok.

Det var de sidste vi så i dag, men hold da op for en spændende tur
😀.

Det sidste billede viser et skilt som skipper fortalte ud fra, og jeg har lige markeret de tre arter vi mødte på vores tur i dag.












Klik på billedet for at se flere billeder