My Image

Dag 4, 01.07.2021


Dag 4, 01.07.2021

Årets sommerferie 2021, dagen den 1. juli

Det er nu dag 4 på ferien, og dermed den sidste dag vi havde på Djursland.

Vi stod op til et pragtfuldt vejr – fuld sol og dejlige temperaturer. Vi nød vores dejlige morgenkomplet i fulde drag, og derefter satte vi kursen.

Beslutningen var at vi skulle køre Helgenæs rundt denne dag, så vi startede med at læsse cyklerne på bilen, og køre mod General Ryes Skanser som er et oprindeligt fæstningsværk der adskiller Helgenæs fra Mols. Anlægget stammer fra Treårskrigen mod tyskerne i 1848-50, og på stedet kan man se rester af befæstningen.

Herfra startede vores cykeltur rundt Helgenæs, og det første der mødte os var et meget smukt kig ud over Århus Bugt, hvor solen i dag skabte millioner af diamanter
🌞.

Undervejs mødte vi mange smukke scenarier, bl.a. et smukt lille havehus bag ved en vajende Dannebrogs vimpel, og det hele bag en klukkende bæk. Og et idyllisk gadekær med gården i baggrunden. Med den sommerblå himmel som baggrund, bliver det næppe mere dansk og smukt
☀️.

Som det fremgår af flere af billederne, cyklede jeg i dag med en sprinter
😆. Annelise var det meste tiden langt foran mig. Hun havde åbenbart gode ben den dag 🚴🏻‍♀️.

Efter at have cyklet ned langs østsiden af Helgenæs, og oplevet den ejendommelige stemning der er her – det er som om vi er sat 50-75 år tilbage i tid – nåede vi til sydspidsen og til Sletterhage Fyr. Fyret blev oprindelig opført i 1872, men i 1894 renoverede Kong Chr. IX fyret til det udseende det har i dag.

Her er meget smukt omkring fyret, og her er en formidabel udsigt til både Århus, Samsø og Tunø.
Vi satte os på en bænk og fik lidt frugt og lidt at drikke, og her kom vi i snak med et æteparpar fra Vejen der kunne fortælle at der ofte sejlede superlinere forbi her, og at de sejlede så tæt på kysten at man følte at man næsten kunne røre ved dem. Spændende at høre erfaringer fra nogle som har været her før, og har oplevet interessante ting.

Herfra gik cykelturen langs vest siden af Helgenæs tilbage til General Ryes Skanser hvor bilen holdt parkeret. Vi læssede cyklerne på bilen igen, og kørte retur mod Ebeltoft.

Tilbage i Ebeltoft blev vi enige om, at der skulle ske noget mere, så vi besluttede at vi ville ind og se glasmuseet. Det var meget spændende, og her var særudstilling af en berømt Murano glaspuster. Det var betagende.

Med det mest betagende var da vi besøgte de arbejdende værksted på stedet. Her arbejdede en pige med glas. Hun tog, med en lang stang, en glødende klump ud af en 1600 grader varm ovn. Klumpen lignede bare en rød dråbe der for enden af stangen. Men med sit specielle værktøj og håndelag, trak og skubbede hun til massen i klumpen, og i løbet af få minutter var klumpen forandret til at være den smukkeste lille røde glasfugl. Det var virkeligt imponerende og spændende at se
😁

Herefter kørte vi tilbage til Danhostel i Ebeltoft og læssede cyklerne af og fik os nettet lidt
😀.

Jeg havde nemlig inviteret på middag i byen, og vi fandt et dejligt sted i den gamle by, hvor vi kunne sidde udenfor og spise en dejlig middag. Det var skønt og afslappende.

Dagens overraskelse var, at mens vi sad der og spiste kom vægterne lige pludselig forbi og sang deres vægtersang.

Så bliver sådan en dag ikke meget bedre
😄




Klik på billedet for at se flere billeder