Det er tydeligt, at CGF skrev personlige notater på alt papir.
På de omfattende arkivalier, der findes efter CGF, fremgår næsten alle steder, med undtagelse af meget officielle skrivelser, at der er tilføjet små kommentarer, skrevet vers og ikke mindst foretaget udregninger.
Når man studerer de informationer, der er blevet ført ned, finder man et menneske, der har haft dybe følelser for sine omgivelser, men også styr og struktur på sine ting. Koner og børn er holdt i mandtal, og det angår både mængder og tidspunkter. – Herudover er der også holdt styr på de økonomiske transaktioner og det på forskellig vis.
Der er blevet ført regnskaber på store folioark, og kalkulationer er foretaget på alt. Det skaber en fornemmelse af, at CGF fik mange idéer, og gjorde sig mange overvejelser, der med det samme blev vurderet. Lige her og nu.
De digte, der er skrevet er selv for den tid rimeligt professionelle, antaget ud fra en synsvinkel om, at de formuleringer og ord, der bruges viser et højt niveau på sproget.
1.1.1 NotaEt lille notat, som er forfattet af CGF selv, fortæller om de vigtige hændelser, der er sket i det private liv fra 1793 og frem til og med 1817. Det ser ud som om, der skrives med forskellig skrift, og det indikerer, at det er en lille seddel, der er skrevet løbende.
Det er bemærkelsesværdigt, at notatet først startes i 1793. Her skriver CGF om sin første kone Anne Margrethe Stubbe.
Der fremgår intet på notatet om et eventuelt tidligere ægteskab eller forhold til Johanne Marie Fløyel. Der fortælles heller ikke noget om det barn, Johan Carl Friedrich, der skulle være kommet ud af denne amour. Johan Carl Friedrich skulle være født i Århus d. 11. oktober 1782, hvilket er oplyst i den store Mylius bog.
Det bekræftes dog i kirkebogen for Århus Vor Frue (opslag 260), at der 11. oktober 1782 er født en søn af Carl Georg Friedrich Mylius og Johanne Maria Floyel. Han kaldes Johan Carl Friedrich. Fadderne blev udgjort af personligheder fra militæret.
Fødslen står nævnt under fødsler af ægte børn, hvilket bør betyde, at Johanne Marie Floyel og Carl Georg Friedrich var gift med hinanden. Dette ægteskab har ikke være umiddelbart muligt at spore.
Det kan dog synes noget underligt, at hverken den første kone eller barnet Johan Karl Friedrich overhovedet er nævnt, når der tales om børn. Heller ikke på det tidspunkt, hvor Carl Georg Friedrich søger kongen om bevilling til at sidde i uskiftet bo efter sin afdøde hustru Anna Margrethe Stubbe. Her nævnes, at han er far til 4 umyndige børn.
Har dette forhold skullet være skjult, eller har der blot været tale om en affære. Hvor Johan har opholdt sig i den forløbne tid, og om han har haft kontakt til sin far er ikke muligt at vide.
Ægteskabet med Anne Margrethe Stubbe omtales meget kærligt, og det er tydeligt i formuleringerne, at CGF på en eller anden måde, betragter dette ægteskab med stor respekt. Sorgen over konens død i barselssengen ved fødslen af barn nummer 4 og 5, der var tvillinger skinner også igennem.
Der er udførligt berettet om, at sønnen Christoph Martin Johann er i lære hos en Apoteker Reinicke i Bogense på Fyn. Formuleringen lyder: …”som ifølge sluttet kontrakt er affundet én gang for alle.” Disse ord har en betydning, men hvilken.
Om datteren Christine Louise Friederica fortæller CGF, at hun i forbindelse med moderens død, bliver taget i pleje af hendes fadder ved dåben. Det er fru grevinde von Moltke. Da grevinden selv afgår ved døden bliver datteren antaget som adoptivbarn af fru grevinde von Holstein i Nebersdorf.
Fødslen af de første børn beskriver fødselsdato nuværende beskæftigelsesområde. Herudover fortælles også om datteren Adamine, der dør godt og vel 1 år gammel.
Ud af de tre første drenge, gør de to karriere indenfor militæret.
Det næste, der beskrives er det indgåede ægteskab med Lucie. Her ses det tydeligt, at CGF overvejer situationen, både for sin kone og sig selv. Han dvæler ved, at Lucie allerede er enke for anden gang, selvom hun er så ung. Herudover pointerer han den store aldersforskel, der er på de to. – Han noterer oven i købet her begges fødselsdatoer.
Efterfølgende kommer opremsningen af de børn, der kommer i ægteskabet med Lucie. Her står 5 noteret. Der kommer i alt 6 børn, hvor den sidste fødes i 1818. Denne viden er årsagen til, at det er muligt at stadfæste nogenlunde, at notatet må være skrevet efter 1. februar 1817 og inden 8. juli 1818, hvor Charlotte Amalie kommer til verden.