Kunne
jeg dog bare sige dig, gode kære fader, hvor utrolig meget dit velvillige
kærlige brev har glædet mig, mit hjerte siger dig oprigtig tak for det. Hvor
stor glæden var for mig kan jeg ikke beskrive.
Mor har
særlig opfordret mig til at sige dig, at det ikke et øjeblik ville have kommet
hende i sindet p.g.a. din tavshed at være vred eller uforstående, jeg forsikrer
dig hun ytrede sig i dette tilfælde overordentlig venligt og hun bad mig dog at
skrive det til dig.
Jeg
skammer mig stadig over mit forrige brev til dig kære fader. Jeg har sikekrt
ofte udtrykt mig dunkelt og ufornuftigt. Jeg beder dig undskylde det, men jeg
forsikrer dig, jeg var meget dum eller tosset og jeg blev ofte plaget af
tanken, at det for længst havde været min pligt at skrive til dig. Dit brev
viser mig dog også, at du ikke tager mig det ilde op.
Da jeg
modtog dine linier har jeg lige været ret meget syg med mæslinger, som jeg
gudskelov lykkeligt har overstået. Jeg kan ikke sige dig hvor mange beviser for
deres hjertelige kærlighed min plejemor og hendes datter Luise giver mig endda
i denne sygdom. Hvor ked er jeg af det, at du ikke husker den gode Luise mere,
hun er en så herlig og fortræflig skabning, som jeg skylder alt, jeg ønskede du
ville kende hende rigtigt, du ville sikkert meget prissætte hendes skønne
karakter, alle mennesker, jeg kender nærmere, agter og elsker hende.
Selvom
jeg sikkert også igen har at takke min plejemor, så er jeg dog min Luise meget
mere skyldig, hun har virkelig taget sig af mig, hvilket mor p.g.a. hendes
sygelighed slet ikke kunne udføre, al undervisning havde jeg indtil
konfirmationen hos Luise. Den stakkel mavde mangt sørgeligt i livet, men hendes
store sind og tillid til Gud styrker hende igen, selvom mor ofte er modløs og
fortvivlet. I denne tid er der sket meget sørgeligt i denne familie. Luise og
jeg prøver så vidt det er muligt, at opmuntre mor. Vi har nu tre allerkærligste
børn af hendes yngste søn her, som gør hende meget stor glæde, dog er
foranledningen hertil meget bedrøvelig.
Denne
unge mand levede så meget lykkelig med sin kone, han elskede hende
lidenskabelig, men det var vel fra hendes side de sidste år ikke sådan
tilfældet, hun fik lidenskab for en anden og insisterede på skilsmisse. Den
stakkels ulykkelige mand er nu ude at rejse for at adsprede sig og kvinden er
hos sin familie du kan forestille dig, hvor meget bedrøveligt alt dette er for
familien, jeg beunderer at mor stadig bærer det med så skøn hengivelse og
resignation. Måske ved du det allerede, det er jo for længst verdenskendt, men
mor ved ikke at jeg skriver det til dig.
Hvor
usigeligt ville jeg glæde mig, kære bedte fader, en gang i dette liv, måske for
første og sidste gang at se dig her. Gid Gud dog gav, at ingen hindring sker,
og din skønne plan kunne opfyldes.
Det er
for mig en så sørgelig tanke at vide dig i den triste ensomme egn, kunne du dog
leve her, hvor lykkelig kunne det gøre mig, hvis jeg kunne gøre dig dine sidste
år behagelig og altid kunne være rundt omkring dig. Gud har jo engang villet
det som det er og således må jeg vel ikke tillade mig at ønske andet, men at
jeg som din datter altid inderligt ønsker at se dig engang, må enhvver begribe.
Således
har Gud hørt min inderlige bøn og giver mig denne uendelige glæde. Jeg havde
virkelig aldrig mere håbet det, og tanken på den bedre verden, hvor vi alle
finder hinanden igen, trøstede mig. Jeg vil gerne tro gode fader, at jeg hos
dig ikke havde det så godt som her og jeg føler mig da også lykkelig her, men
alene ikke at kende dig og dermed at leve fjern fra dig, bedrøver mig meget.
Fra
onkel havde jeg for et stykke tid siden atter et brev. De har det Gudskelov
godt. Jeg har nemlig skrevet til ham, at jeg havde modtaget dit kære brev, han
vil sikkert også forbavset glæde sig derover, og sikkert endnu mere, hvis du
skriver til ham selv. Jeg tror det er sikrest at adressere den hertil, jeg skal
nok sørge for at brevet kommer videre. Snart et halvt år har jeg ikke set onkel
mere, men jeg ville besøge dem, men mæslingerne krydsede mine planer og nu er
jeg foreløbig ikke kraftig nok til det. I det hele taget har jeg ikke det
stærkeste helbred og jeg har i denne forbindelse at takke mor og Luise som i
deres uendelige kærlighed og trofasthed sørger for mig. Allerede siden 4 år har
jeg et opsvulmet bryst ved kirtelhævelse. Indtil nu er det ikke farligt og der
sker også alt muligt imod det, men jeg indrømmer oprigtigt, at det ofte gør mig
modløs og fortvivlet, lægen har godt håb og jeg har fået mange kure som dog
indtil nu desværre ikke har hjulpet ret meget.
Jeg kan
ikke takke Gud nok for at være i så gode hænder og at have en så dygtig læge,
som gør alt muligt, og derfor føjer jeg mig da gerne Guds vise vilje, fordi det
sikkert tjener mit vel bedst. Forhåbentligt bliver det med årene bedre, ofte
har jeg smerter i brystet, især slemt var det denne vinter.
Hvad du
skriver om Ernst gør mig oprigtigt ondt, hvor er det dog muligt, at han kunne
gennemføre denne vielse. Gud give han aldrig ville komme til at fortryde det og
at han nu bliver lykkelig. Jeg bryder mig ikke om, at kvinden er så meget ældre
end han, hele sagen forbliver for mig ubegribelig, hvorledes er det muligt at
elske sådan en kvinde. Hvad de vil leve af ved så sandelig jeg heller ikke især
i København, hvor der er så dyrt.
Ernst
skrev altid om kvinden hvor blid og elskværdig hun skulle være, hvor kan man
bare tage så meget fejl af et menneske. Det er sørgeligt at tænke på, hvor
ulykkelig han har gjort sig for resen af sit liv. Jeg har altid anet at dette
bryllup for dig var…… det er virkelig forunderligt. Hvor meget anderledes måtte
jeg forestille mig hans kone dømmet efter brevene. Jeg begriber ikke hvorfor
Ernst nu aldrig skriver til mig mere, måske at han i mine breve har misforstået
noget. Vær sikker kære fader, at denne sag forbliver os imellem, det var mig
meget kært at få alt dette at vide af dig, og erkender din tillid til mig,
selvom du jo ikke kender mig.
Tante
Tschinger lever her i Kiel med sin datter og som jeg hører er nu også en af
dine brødre fra København hos hende, som sendte et brev fra Martin. I
begyndelsen glædede jeg mig meget, men glæden blev forstyrret, da jeg så, at
det var dansk, jeg måtte beslutte mig til at lade det oversætte af en bekendt,
som du muligvis husker endnu, en fru von Berger, en meget elskværdig kvinde,
som vi alle holder meget af. Martin har før aldrig skrevet til mig, hans simple
direkte brev holdt jeg meget af. Han regner med i denne sommer at komme herhen
med dampbåden hvilket ville glæde mig meget hvis han taler tysk.
Nu lev
vel min gode fader, tag atter igen min hjerteligste tak for dit så kærlige brev
og hvis det er dig muligt, gør mig den glæde med nogle få linier, vær så god at
skrive ret meget og udførligt om dig og alle dem som kommer mig ved. Gud bevare
os dig ret længe og styrke dit helbred, det ønsker jeg så meget!
Jeg
omfavner dig med hjertelig kærlighed og forbliver for evig din dig barnagtig
elskende datter
Tina
Mylius