1.1.1.1 Kiel 25. september 1821
Christina har igen skrevet et meget langt brev til sin far. Hun er meget oprigtig og giver i den grad udtryk for sine meninger, om de mennesker der omgiver hende.
Hun fortæller blandt andet, at hun er meget stødt over og ked af, at onkel Stubbe bliver ved med at love at skrive til hendes far, og at han alligevel ikke får det gjort. Hun mener at hvis han ville, kunne han udmærket have klaret den sag flere gange. Ligeledes hesværes hun over, at i samtaler med Onkel Stubbe forsøger han ofte at skifte emne, når hun ønsker at tale om den familie, hun stort set ikke har kendt.
Omvendt formår hun også at tage afstand i sin egen subjektivitet og betragte onklens evner udefra. Således omtales meget rosende, hvor fantastisk onklen udfører sit hverv som præst, og hvor elsket han er af menigheden.
Den anden onkel, der desværre stadig ikke navngives, holder Christina usædvanligt meget af, hvilket kommer klart til udtryk.
I det hele taget viser indholdet, er Christina er et tilfreds og meget følsomt menneske, der også meget gerne vil kende sin far og sine søskende på samme alder.
Allerede
længe forlangte mit hjerte med længsel efter at takke dig gode fader, for dine
to kærlige breve.
Det var
min pligt at have svaret dig med det samme, men virkelig det forsikrer jeg dig,
kom der altid noget i vejen, som hindrede mig i denne kære dejlige
beskæftigelse at skrive til dig hjertets fader. Vær så god ikke at tro, at det
sådan bare er en undskyldning for ikke at have skrevet dig, det ville gøre mig
ked af det.
Hvor
frygteligt dine hjertelige velvillige breve glædede mig, har onkel sikkert
skrevet til dig. Den kære gode onkel war så god selv at bringe brevene til mig,
det var dobbelt kærligt, i det hele taget kan jeg slet ikke sige hvor megen
kærlighed han har for mig. Når vi af og til kan gå ture sammen, er jeg meget
lykkelig, vi taler ofte om dig og om alle de andre, som er mig så nær. Før var
der ingen sjæl, som havde andel jo mere er det velkommen, at have den kære
onkel her.
Onkel
Stubbe har jo meget længe været her, men jeg må oprigtigt tilstå, at jeg aldrig
sådan rigtigt blev bekendt og indforstået med ham. Gud ved hvem der var skyld i
det, måske var det mig. Jeg har altid ekslket ham meget, men jeg ved ikke, lidt
fremmed blev han altid for mig, og jeg syntes at alt, hvad der vedkom mine
brødre og hele min familie, ikke synderligt interesserede ham, i hvert fald
afbrød han meget hurtigt, hvis engang wie talte om det. Dette hindrede mig så i
at fatte tillid til ham. Dog kan det også være, at jeg bildte mig dette ind,
fordi jeg overhovedet har svært ved at slutte mig til nogen.
For
nogen tid siden var jeg i Brügge hos onkel Stubbe. Det hændte på en søndag, jeg
var i kirke og hørte en ret køn og opbyggelig prædiken og en særdeles køn
dåbstale. Det var ret rørende således at se, hvorledes onkel sådan med liv og
sjæl ivrig var ved sagen. Han skal være yderst vellidt og store som små lyttede
med spændt opmærksomhed.
Da vi
så forlod kirken so forestil dig min forundren og forbavselse, kommer kærlige
venlige onkel pludselig hen imod mig. Han var til fods gået den lange vej for
at gøre bekendtskabet med onkel Stubbe og tante.
Mit
første livlige ønske var, også at have dig, kære beste fader, til stede.
Den dag
var jeg ubeskrivelig lykkelig, den gode onkel har jeg, siden han var her aldrig
set så rolig og længe.
Dine
breve til onkel Stubbe har jeg desværre ikke besørget endnu. Posten går brevene
så langsomt og det er skrækkeligt dyrt, og derform må jeg altid vente på en
lejlighed. Jeg kan ikke nægte, at det glæder mig meget, at du har skrevet til
onkel, det vil sagt mellem os, håber jedg, beskæmme ham lidt, for vel hundrede
gange har han bedt mig sige dig, at han ville skrive til dig, men til sidst gad
jeg slet ikke høre på det mere. Han vaar ret ærgerlig herover, fordi jeg jo vel
så, at det ikke var hans alvorlige vilje. Nok har han jo mange forretninger,
men jeg kan ikke tilgive ham, hvis han havde villet havde han vel kunnet.
For
nogle uger siden havde jeg et brev af onkel Stubbe som ligesom tante siger
meget venligt. Hvor er jeg ked af det, i dit sidste kærlige brev at se, at du
gode fader, ofte slet ikke har det vel. Lad mig dog vide, hvorledes du tålte
pebberkuren, jeg forventer meget godt af den, fordin den skal være styrkende
for maven.
Af fru
von Berger skal jeg sige dig meget venligt. Hun mindedes dig gerne og delte så
ret hjerteligt min ubeskrivelige glæde over dit så velvillige kære brev.
Sig mig
har du slet intet hørt fra Ernst? Jeg forsikrer dig, jeg tør slet ikke tænke på
ham, man kan slet ikke forestille sig, hvad det skal blive med ham. Han styrter
sig jo selv ind i den største elendighed. Gud havde han dog aldrig giftet sig
med denne kvinde, hvis de virkelig har været så ubeskriveelig forelsket, havde
hun hvis det havde været hendes alvorlige vilje, nok kunnet have taget
indflydelse på Ernst. Men jeg frygter, at hun tværtimod har bragt ham længere
og dybere ind i alt.
Ak! Det
er meget sørgeligt! At du kæreste bedste fader, skal opleve sådan noget med
dine børn, gør mig i sjælen ondt!
At
Martin kommer væk fra Kopenhagen er en sand lykke. Onkel og jeg havde endnu for
kort tid breve af ham. Luises yngste broder rejste til Kopenhagen og havde den
venlighed at tage nogle få linier fra mig til Martin med sig.
Andreas
Holstein har set Martin to gange og bragte atter breve med sig. Hans breve er
mig altid meget kærkommen, fordi man ser, at alt hvad han siger så rette kommer
fra hjertet, men hvis du så det frygtelig dårlige tysk, ville du bryde ud i
frygtelig latter. Men da ingen andre end jeg læser disse vrøvlede breve, gør
det jo ikke noget, siden jeg dog er hans søster.
Gode onkel
har fortalt mig så meget godt om Martin, at man ret inderlig må glæde sig. Gud
bevare ham således! Til din og den gode moders glæde.
Hvor
ubeskrivelig lykkelig enhver ytring i din faderlige kærlighed gør mig, kan jeg
slet ikke nok sige dig. Det er stadig som en drøm, at mit inderligste ønske at
høre ret meget fra dig, virkelig er blevet opfyldt. Mit store ønske er altid og
især hvis jeg bliver glædet så ret inderlig ved en kærligt henvendelse fra dig
gode kære fader, dog at have en sjæl, som deler denne fornemmelse med mig. Ak!
Det er dog så begribeligt, at et barn så livligt glæder sig, hvis ikke det kan
se faderen, så i det mindste at høre fra ham. Det ærgrer mig meget, hvis man
ikke kan begribe det eller vil ikke begribe det.
Onkel
deler alt dette af hele sin sjæl med mig. Hvor glæder det mig, at han atter har
skrevet til dig. Nu hører jeg dog oftere fra dig og alle kære slægtninge
nøjagtig det er mig hver gang en stor glæde.
Desværre
går vi nu atter vinteren i møde. Til dit helbred er sommeren vel sikkert meget
mere velgårende, man er dog straks i meget bedre humør, hvis man såret meget
kan være i den skønne natur.
Jeg kan
ikke lide vintren ret meget, men når den først er der, er det ikke helt så
ubehageligt mere. Onkel vil jeg vel kun sjældent kunne se nu. I sommeren mødtes
vi af og til på promenaden og kunne så følges ad lidt, men i vinteren vil det
vel ikke så let være muligt igen.
Jeg
beder dig sig mor venligst ret meget kærligt fra mig og forsikr hende om min
oprigtige hengivenhed. Mine søskende beder jeg dig også hilse ret hjerteligt.
Vær så god i dit næste brev at skrive hvorledes den lille søster har det. Kan
hun stadig ikke gå.?
Andreas
Holsteins yngste datter er to år gammel og går ikke alene. Hos hende skyldes
det for svage led, som bestandigt indsmøres med styrkende midler, og hendes små
fødder blev altid bandagerede. Siden hun får denne behandling er hun blevet
meget kraftigere. Dette allerkærligste barn er en sand lille engel, desværre
ser vi hende ikke mere, hun er hos moderen, de to ældste små piger er hos
bedstemoderen og gør os stor glæde, begge er gode kære børn.
Lev nu
vel, gode kære fader, gør mig snart lykkelig igen med et par linier fra din
kære hånd. Tænk på mig sommetider og bevar mig din kærlighed. At jeg ikke for
længst takkede inderligst for dine breve, vil du sikkert venlig tilgive mig,
hvis jeg forsikrer dig, at jeg virkeligt med beste vilje ikke kunne før. Luisa
var bortrejst til hendes søskende i flere dage, og jeg var helt alene hos
hendes mor, og der var der så mangt og meget, at der ikke kunne tænkes på at
skrive fornuftigt.
Tillad
mig afsluttende oprigtigt at forsikre dig min inderligste kærrlighed og
barnagtige hengivelse kæreste fader. I mine tanker omfavner jeg dig og kysser
din hånd. Af hele sjælen din
Dig inderligst
elskende datter