Christina har igen skrevet et meget langt brev til sin far. Hun er meget oprigtig og giver i den grad udtryk for sine meninger, om de mennesker der omgiver hende.

Hun fortæller blandt andet, at hun er meget stødt over og ked af, at onkel Stubbe bliver ved med at love at skrive til hendes far, og at han alligevel ikke får det gjort. Hun mener at hvis han ville, kunne han udmærket have klaret den sag flere gange. Ligeledes hesværes hun over, at i samtaler med Onkel Stubbe forsøger han ofte at skifte emne, når hun ønsker at tale om den familie, hun stort set ikke har kendt.

Omvendt formår hun også at tage afstand i sin egen subjektivitet og betragte onklens evner udefra. Således omtales meget rosende, hvor fantastisk onklen udfører sit hverv som præst, og hvor elsket han er af menigheden.

Den anden onkel, der desværre stadig ikke navngives, holder Christina usædvanligt meget af, hvilket kommer klart til udtryk.

I det hele taget viser indholdet, er Christina er et tilfreds og meget følsomt menneske, der også meget gerne vil kende sin far og sine søskende på samme alder.

Allerede længe forlangte mit hjerte med længsel efter at takke dig gode fader, for dine to kærlige breve.

Det var min pligt at have svaret dig med det samme, men virkelig det forsikrer jeg dig, kom der altid noget i vejen, som hindrede mig i denne kære dejlige beskæftigelse at skrive til dig hjertets fader. Vær så god ikke at tro, at det sådan bare er en undskyldning for ikke at have skrevet dig, det ville gøre mig ked af det.

Hvor frygteligt dine hjertelige velvillige breve glædede mig, har onkel sikkert skrevet til dig. Den kære gode onkel war så god selv at bringe brevene til mig, det var dobbelt kærligt, i det hele taget kan jeg slet ikke sige hvor megen kærlighed han har for mig. Når vi af og til kan gå ture sammen, er jeg meget lykkelig, vi taler ofte om dig og om alle de andre, som er mig så nær. Før var der ingen sjæl, som havde andel jo mere er det velkommen, at have den kære onkel her.

Onkel Stubbe har jo meget længe været her, men jeg må oprigtigt tilstå, at jeg aldrig sådan rigtigt blev bekendt og indforstået med ham. Gud ved hvem der var skyld i det, måske var det mig. Jeg har altid ekslket ham meget, men jeg ved ikke, lidt fremmed blev han altid for mig, og jeg syntes at alt, hvad der vedkom mine brødre og hele min familie, ikke synderligt interesserede ham, i hvert fald afbrød han meget hurtigt, hvis engang wie talte om det. Dette hindrede mig så i at fatte tillid til ham. Dog kan det også være, at jeg bildte mig dette ind, fordi jeg overhovedet har svært ved at slutte mig til nogen.

For nogen tid siden var jeg i Brügge hos onkel Stubbe. Det hændte på en søndag, jeg var i kirke og hørte en ret køn og opbyggelig prædiken og en særdeles køn dåbstale. Det var ret rørende således at se, hvorledes onkel sådan med liv og sjæl ivrig var ved sagen. Han skal være yderst vellidt og store som små lyttede med spændt opmærksomhed.

Da vi så forlod kirken so forestil dig min forundren og forbavselse, kommer kærlige venlige onkel pludselig hen imod mig. Han var til fods gået den lange vej for at gøre bekendtskabet med onkel Stubbe og tante.

Mit første livlige ønske var, også at have dig, kære beste fader, til stede.

Den dag var jeg ubeskrivelig lykkelig, den gode onkel har jeg, siden han var her aldrig set så rolig og længe.

Dine breve til onkel Stubbe har jeg desværre ikke besørget endnu. Posten går brevene så langsomt og det er skrækkeligt dyrt, og derform må jeg altid vente på en lejlighed. Jeg kan ikke nægte, at det glæder mig meget, at du har skrevet til onkel, det vil sagt mellem os, håber jedg, beskæmme ham lidt, for vel hundrede gange har han bedt mig sige dig, at han ville skrive til dig, men til sidst gad jeg slet ikke høre på det mere. Han vaar ret ærgerlig herover, fordi jeg jo vel så, at det ikke var hans alvorlige vilje. Nok har han jo mange forretninger, men jeg kan ikke tilgive ham, hvis han havde villet havde han vel kunnet.

For nogle uger siden havde jeg et brev af onkel Stubbe som ligesom tante siger meget venligt. Hvor er jeg ked af det, i dit sidste kærlige brev at se, at du gode fader, ofte slet ikke har det vel. Lad mig dog vide, hvorledes du tålte pebberkuren, jeg forventer meget godt af den, fordin den skal være styrkende for maven.

Af fru von Berger skal jeg sige dig meget venligt. Hun mindedes dig gerne og delte så ret hjerteligt min ubeskrivelige glæde over dit så velvillige kære brev.

Sig mig har du slet intet hørt fra Ernst? Jeg forsikrer dig, jeg tør slet ikke tænke på ham, man kan slet ikke forestille sig, hvad det skal blive med ham. Han styrter sig jo selv ind i den største elendighed. Gud havde han dog aldrig giftet sig med denne kvinde, hvis de virkelig har været så ubeskriveelig forelsket, havde hun hvis det havde været hendes alvorlige vilje, nok kunnet have taget indflydelse på Ernst. Men jeg frygter, at hun tværtimod har bragt ham længere og dybere ind i alt.

Ak! Det er meget sørgeligt! At du kæreste bedste fader, skal opleve sådan noget med dine børn, gør mig i sjælen ondt!

At Martin kommer væk fra Kopenhagen er en sand lykke. Onkel og jeg havde endnu for kort tid breve af ham. Luises yngste broder rejste til Kopenhagen og havde den venlighed at tage nogle få linier fra mig til Martin med sig.

Andreas Holstein har set Martin to gange og bragte atter breve med sig. Hans breve er mig altid meget kærkommen, fordi man ser, at alt hvad han siger så rette kommer fra hjertet, men hvis du så det frygtelig dårlige tysk, ville du bryde ud i frygtelig latter. Men da ingen andre end jeg læser disse vrøvlede breve, gør det jo ikke noget, siden jeg dog er hans søster.

Gode onkel har fortalt mig så meget godt om Martin, at man ret inderlig må glæde sig. Gud bevare ham således! Til din og den gode moders glæde.

Hvor ubeskrivelig lykkelig enhver ytring i din faderlige kærlighed gør mig, kan jeg slet ikke nok sige dig. Det er stadig som en drøm, at mit inderligste ønske at høre ret meget fra dig, virkelig er blevet opfyldt. Mit store ønske er altid og især hvis jeg bliver glædet så ret inderlig ved en kærligt henvendelse fra dig gode kære fader, dog at have en sjæl, som deler denne fornemmelse med mig. Ak! Det er dog så begribeligt, at et barn så livligt glæder sig, hvis ikke det kan se faderen, så i det mindste at høre fra ham. Det ærgrer mig meget, hvis man ikke kan begribe det eller vil ikke begribe det.

Onkel deler alt dette af hele sin sjæl med mig. Hvor glæder det mig, at han atter har skrevet til dig. Nu hører jeg dog oftere fra dig og alle kære slægtninge nøjagtig det er mig hver gang en stor glæde.

Desværre går vi nu atter vinteren i møde. Til dit helbred er sommeren vel sikkert meget mere velgårende, man er dog straks i meget bedre humør, hvis man såret meget kan være i den skønne natur.

Jeg kan ikke lide vintren ret meget, men når den først er der, er det ikke helt så ubehageligt mere. Onkel vil jeg vel kun sjældent kunne se nu. I sommeren mødtes vi af og til på promenaden og kunne så følges ad lidt, men i vinteren vil det vel ikke så let være muligt igen.

Jeg beder dig sig mor venligst ret meget kærligt fra mig og forsikr hende om min oprigtige hengivenhed. Mine søskende beder jeg dig også hilse ret hjerteligt. Vær så god i dit næste brev at skrive hvorledes den lille søster har det. Kan hun stadig ikke gå.?

Andreas Holsteins yngste datter er to år gammel og går ikke alene. Hos hende skyldes det for svage led, som bestandigt indsmøres med styrkende midler, og hendes små fødder blev altid bandagerede. Siden hun får denne behandling er hun blevet meget kraftigere. Dette allerkærligste barn er en sand lille engel, desværre ser vi hende ikke mere, hun er hos moderen, de to ældste små piger er hos bedstemoderen og gør os stor glæde, begge er gode kære børn.

Lev nu vel, gode kære fader, gør mig snart lykkelig igen med et par linier fra din kære hånd. Tænk på mig sommetider og bevar mig din kærlighed. At jeg ikke for længst takkede inderligst for dine breve, vil du sikkert venlig tilgive mig, hvis jeg forsikrer dig, at jeg virkeligt med beste vilje ikke kunne før. Luisa var bortrejst til hendes søskende i flere dage, og jeg var helt alene hos hendes mor, og der var der så mangt og meget, at der ikke kunne tænkes på at skrive fornuftigt.

Tillad mig afsluttende oprigtigt at forsikre dig min inderligste kærrlighed og barnagtige hengivelse kæreste fader. I mine tanker omfavner jeg dig og kysser din hånd. Af hele sjælen din

Dig inderligst elskende datter