Bliver født i Rendsburg 8. juli 1796. Han bliver gift d. 14. august 1819 i Kopperup med Ane Christine Bötcher der er født 28. oktober 1789 i Nim. Ved brylluppet er en officer Mauritz forlover for brudgommen og faderen til Ane Christine er forlover for hende. Tilladelse til brylluppet er givet ved attest af Regimentet af B. Sørensen og af brudens far. Kirkebog Kobberup, Fjends Viborg opslag 69, og ægteskabet er også ført i det almindelige jævnførelsesregister i samme kirkebog opslag 102.
I jævnførelsesregistret ses det, at parret er opført i 1819. På samme side står også en Elisabeth Kirstine Bötcher stående. Der er tale om en fødsel af en lille pige d. 11. december 1818. Her er Ane faktisk fadder sammen med sin egen far.
Parret får sammen datteren Petrea Johanne Elisabeth Mylius, der bliver født 2. august 1820.
Hun bliver døbt i Garnisons Kirken d. 13. september og findes i kirkebogen 1818 til 1851 som barn nummer 107 og opslag 37.
Ægteparret dør begge i København.
Gottlop 13. maj 1836 og Ane Christine først 8. februar 1871 i Sct. Johannes i København. Dokumentation Skt. Johannes Kirkebog 1861 til 1884 opslag 105.
Folketællingen i 1840 viser, at Anne Christiane Mylius bor sammen med datteren Petra Mylius på 19 år i Sankt Annæ Gade 61 i kælderen.
1845 viser folketælling, at residensen for mor og datter er i Horsens Søndergade 103, 2. sal.
I 1850 bor Anna Christine Mylius, der på det tidspunkt er 66 år sammen med datteren Petrea Johanne og en sekondløjtnant Joachim Gotfred Suekow på 29 på Brolæggerstrædet 80, 2. sal i København.
I folketælling for 1870 står Ane Christine opført på adressen Nørrebrogade 17. Her bor også datteren Petrea, der er på daværende tidspunkt er 48 og ugift.
Ernst trådte som kadet ind i Landkadetkorpset d. 1. januar 1809, og blev d. 28. december 1812 sekondløjtnant i andet jyske Infanteri Refiment. 20. september 1825 kom endnu en udnævnelse og denne gang til Premiereløjtnant og Regimentsadjudant og i 1833 d. 26. september tog han sin afsked.
Militærperioden er startet meget tidligt i den unge herres liv. Allerede som 13 årig er han i København og starter på Landkadetskolen.
Landkadetskolen eller Landkadetakademiet eller fra 1803 Landkadetkorpset, var en dansk officersskole, der eksisterede fra 1713-1861. Kadetterne fik ophold her som en forskole for at lære tjenesten i hærens infanteri- eller rytterregimenter.
Man kunne blive optaget allerede i en alder af 8 år, og det seneste tidspunkt der var mulighed for optagelse, var inden det fyldte 19. år. Siden 1720 havde akademiet til huse i Operabygningen i København, hvor det nuværende Østre Landsret ligger. Der har dog også i en periode mellem 1767-1788 været domicil i Brockdorffs Palæ på Amalienborg.
Gottlieb Ernst Philip von Mylius står der noteret i kirkebogen for Garnison, da han bliver konfirmeret der d. 24. april 1811 sammen med en række andre drenge og piger. På det tidspunkt er det ganske sandsynligt, at han har opholdt sig alene i København.
Da Ernst starter i Købehavn allerede primo januar 1809 er faderen lige blevet gift i november året før på Fehmarn med Lucie. – Lucie bliver mor allerede i december 1808 og føder sit første barn i Burg på Fehmarn. Det er selvfølgelig ikke muligt at vide, om hun blot selv har opholdt sig på Fehmarn eller om Carl Georg Friedrich også har været tilstede. – Iøvrig kommer næste barn mellem Carl Georg Friedrich og Lucie allerede til verden i januar måned 1811, og denne fødsel foregår også i Burg.
Det må have været meget udfordrende for så ungt et menneske, at skulle indrulleres blandt så mange andre og ukendte mennesker. Formålet med denne skoletid har formentligt været at lære disciplin og militær håndtering.
Den første udnævnelse sker allerede ultimo 1812, og har sikkert betydet, at Ernst nu opholder sig i Jylland.
Han levede under meget beskedne forhold med en pension på 150 Rigsdalere om året, og i 1836 d. 26. april, blev han indlagt som fattiglem på Københavns Almindelige Hospital, og det var også der han døde d. 13. maj samme år. Det er informationer fra Mylius bogen.
Optegnelserne fra Almindeligt Hospital fortæller, at dødsdagen er 24. maj, og at der var tale om afskediget Premiereløjtnant Gottlop Ernst Philip Mylius på 42 år. Begravelsen er anført til at være 29. maj. Opslaget på Almindeligt Hospital: 1824-1845 opslag 98.
Det ser ud til at begravelsen foregår fra Garnisons Kirke, og her er der skrevet, at dødsdatoen er den 13. maj og begravelsen d. 19. maj. Garnisonskirke 1834-1847 opslag 9. Der fortælles her, at der er tale om afskediget Løjtnant på 40 år.
Det kan dermed konstateres, at de to steder, hvor dette dødsfald er registreret absolut ikke har identiske informationer. Men mon ikke, at det er hospitalets bog, der er den mest korrekte. Man må formode, at selve dødsfaldet er blevet noteret på det tidspunkt, hvor det har fundet sted.
Enken Ane Christine, der var datter af Toldinspektør Peter Johannes Bötcher og hans kone Elisabeth Kirstine Kruuse i Nyborg, led stor nød, da Ernst døde. Hun kunne ikke længere på grund af overanstrengelse i øjnene passe jobbet med at brodere, og den meget lille pension, der var til hende var ikke til at leve eller dø af. Hun bad i 1845 ved en nådesansøgning Kongen om hjælp med et tillæg til pensionen. Det fremgår ikke om det lykkedes at få det bevilget.
Noget tyder på, at selvom Ernst var ved militæret har han også begået sig som forfatter. Mylius bogen omtaler, at han udgav forskelligt. F.eks. Beretning over det store danske Gesandtskab i Rusland under Rigsråd Jacob Ulfeld i 1578. – En anden udgivelse var: Livsforløbet for en berømt kriger i Frankrig. Denne er oversat til Das Neue Magasin for Militært Videnskab 3. og 4. Bind.
Memorandum:
Gottlob,
indskrevet 13. december 1808 fra 1. januar 1809 virkelig kadet ved
landkadetkorpset. 28. december 1812 Sekondløjtnant i det 2. jyske infanteri.
29. april 1823 kar. Og 20. september 1825 virkelig premiereløjtnant,
regimentsadjudant. 26. september 1833 afskediget efter ansøgning i nåde af
krigstjenesten med pension.
Kilde: DIS-Danmark 23. juli 2009