|
Delt note |
Wibergs præsteleksikon har en historie vedrørende selve dødsfaldet, som angiveligt skulle være sket med baggrund i en maveforgiftning efter indtagelse af øl til et bryllup. Flere blev syge af øllet og flere afgik ved døden.
Præsten var under sygelejet voldsomt utilfreds med den dårlige øl, og svor at ville hævne sig, når han var rask igen. Det blev han som bekendt ikke, og sagnet siger, at han faktisk gik igen, og enden på historien er, at han måtte manes. Det blev den daværende kapellan i Trige, der fik æren af at udføre denne dont i en skov i Blåkær.
- 5/7 1717*, o. 22/7 18, Thomas Pedersen Todberg, f. c. 88; ~ Anna Lucie Bæhr (Behr?); 2 ~ E. A. Müller i Elling-T.; see Thomas B. T. T. i Elling-T.; [† 1736; „En vældig Jæger og ivrig Studehandler. Naar en aller anden Mand i Menigheden havde en feed Stud tilsalgs, havde han ingen Ro paa sig, førend hand fik handlet med denne. Kunde han nu ikke naae sit Ønskes Opfyldelse paa en af de søgne Dage, var det nok ikke saa ganske sjeldent, at han om Søndagen, medens Degnen sang, listede sig ned til Vedkommende, naar han saae, at denne var i Kirke, for, om muligt, at faae Handelen afsluttet; og, for desto snarere at faae Studeeieren til, at give Kjøb, pleiede han, som syvende og sidste Middel, at sige: „Nu skynd Dig dog lidt, Degnen synger paa det sidste Vers, og saa veed Du nok, at jeg maa afsted og op paa Prædikestolen“.
Hans Avlskarl, Frants, som han holdt meget af, blev gift ind i Annexgaarden Egaa, og han var naturligviis med til Brylluppet. Efter Datidens Skik bleve Gjæsterne bevertede med „Aarhuus Øl“; men flere af dem bleve syge efter Nydelsen af samme, og en Deel af dem døde. Præsten var iblandt de Angrebne, og skal paa sit Sygeleie have yttret, at, naar han blot kunde komme sig, skulde han nok lave det saaledes for Kjøbmanden, som havde solgt Øllet, at han ikke oftere skulde komme til, at sælge Varer af nogetsomhelst Slags. Men han fik ikke Tid, til at udføre sin Hævn, thi Sygdommen blev til Døden, og Hr. Thomas maatte vandre heden.
Man kan ikke undre sig over, at han efter et sligt, kuns lidet præsteligt, Levnet ikke kunde finde Ro i Graven, men spøgede ganske forskrækkeligt. Tilsidst blev han dog nedmanet; men en af hans gamle Jagtvenner trak Pælen op, og hvad han ikke havde været slem før, saa blev han det nu for Alvor. Hans Eftermand i Embedet kunde ikke selv magte ham, men maatte have Bud efter Hr. Laur. Worsøe, dengang Capellan i Trige, som ogsaa tilsidst lod sig overtale, til at komme, og efter megen Anstrengelse fik Bugt med ham, saa han nu for anden Gang blev nedmanet, og det i en Skov, kaldet Blaakiær.“].
|