Brænde Ådal 29.02.2020
Dagens vandring, Brænde Ådal 29.02.2020
Dagens vandring,
Turen gik i dag til Klakkebjerg og Brænde Ådal som ligger på nord-vest Fyn – lige på grænsen mellem Assens og Middelfart kommuner.
Det er et virkeligt skønt område, og her findes noget der er sjældent på Fyn, nemlig lyng i landskabet. Området er meget kuperet og der er virkeligt nogle skønne udsigtspunkter her. Som med mange af den andre steder jeg har gået, så er dette sted et besøg værd igen, når lyngen blomstrer og skoven er lysegrøn.
Brænde Å er et af Fyns smukkeste vandløb, og med sine 28 km er det Vestfyns længste. Det smukke og snoede vandløb har sit udspring nær Tommerup Stationsby. Fra Aarup til Håre løber åen nogle steder i en 20 meter dyb ådal, som blev skabt af smeltevand slutningen af sidste istid.
Vandet falder op mod 40 meter over en strækning på 9 km. Åen har bevaret sit oprindelige forløb og snor sig derfor naturligt og smukt i landskabet.
Engarealerne langs åen indeholder mange spændende blomster og planter. Man kan være heldig at spotte mange forskellige fugle. Ravn, rød glente, fiskeørn, isfugl og vandstær er blandt dem der er mulighed for at se.
Desværre så jeg dog ikke nogen af dem i dag. Endnu en god grund til at gentage besøget.
Men hold da op for en dejlig tur. Det havde regnet hele formiddagen, og netop som jeg startede min vandring brød solen igennem. Det er da timing ☺ .
Turen startede ved spejderhytten Skovbrynet i Klakkebjerg, og gik igennem terrænet, over Brænde Å og langs med ådalen. Ikke en specielt lang tur, lige knap 6 km, men som sagt med mange kuperinger i terrænet der virkelig fik pulsen op at ringe et par gange. Skønt ☺
Et par gode timer i godt selskab med dejlige Moder natur. Det er vederkvægende for både sjæl og legeme.
Kan anbefales ☺