Fynshoved 22.09.2020
Dagens vandring, Fynshoved 22.09.2020
Dagens vandring,
Dagens vandring,
Jeg syntes ikke jeg havde fået nok af Fynshoved, så jeg tog lige en ekstra tur deroppe i dag.
Denne gang den anden vej. Altså ikke rundt om selve Fyns Hoved, men ud på Jøvet, og langs med Fællestrand til Horseklint og videre næsten helt ud på Tornen. Og tilbage igen.
En fantastisk smuk tur der egentligt begyndte i Munkebo, hvor jeg på vejen så en spejlblank Odense Fjord, med morgentågen liggende hen over. Det var et så betagende syn, at jeg bare var nødt til at fotografere det.
Videre ud til Korshavn, hvor der også var spejlblankt vand. Det er på en eller anden måde meget fascinerende når vandet i fjorde, bælter, og have står helt stille.
Turen ud over Jøvet og til Tornen var meget smuk. Og her er et meget rigt fugleliv.
Jeg fik en større rovfugl i linsen undervejs – kan ikke bestemme hvad det er for en, men jeg gætter på en glente eller en større høg.
Der var svaner med store ællinger, og der var næsten alle de vand- og vadefugle man kan ønske sig. Et meget smukt syn.
Men der var også en anden meget betagende oplevelse. Som nævnt var der tåge om morgenen, men på det tidspunkt hvor jeg gik – sidst på formiddagen – var tågen lettet.
Næsten – for undervejs på min tur ud over strandengene ved Fællesstrand kom tågen pludselig væltende ind fra Kattegat. Og der var fart på den, selv om der var totalt vindstille. Det var meget forunderligt og betagende.
Der er to billeder, som begge viser den samme sandbanke i den lavvandende bugt, og som er taget med få minutters mellemrum, som jeg håber, viser dette smukke fænomen. På det første billede ses alle fuglene på banken tydeligt, og på det andet er de næsten væk. Fantastisk skue ☺
Tågen fra Kattegat var dog meget kortvarig, og solen var igennem på stort set hele min dejlige tur.
Turen ur til Tornen var meget smuk, med vand til begge sider, og mange steder med strand til Kattegatsiden.
Helt ude på Tornen var der ikke meget strand – bare sten. Men smukt var det det. Meget ☺
Smukke blomster var der også på stranden.
Tilbageturen bød også på smukke scenarier. Solens glimt i Storebælt, og udsigten over det klareste vand. Hvis ikke det er smult, så ved jeg ikke hvad der er smukt ☺
En dejlig tur på lige knap 7 km.
Prøv det. Det er livgivende.