Harrild Hede 04.04.2020
Dagens vandring, Harrild Hede 04.04.2020
Dagens vandring,
I dag gik turen til at lidt anderledes område end vi tidligere har besøgt.
Vi var på tur på Harrild Hede, som er en del af de mægtige hede områder, som består af arealer i Danmark på i alt ca. 85.000 hektar, heraf langt det meste i Jylland – kaldet Den Jyske Hede. En hektar svarer ca. til 2 fodboldbaner, så Heden dækker altså i alt et område på ca. 170.000 fodboldbaner.
Heden er bare stor, og virker nærmest uendelig.
Størrelsen og fornemmelsen af uendelighed var også en af de mest betagende fornemmelser vi havde på vores tur på Harrild Hede i dag.
Lidt fakta om den Danske Hede.
Heden er ikke et naturfænomen, hvad man meget let kan tro. Det et menneskeskabt fænomen, som startede allerede et par århundrede før vores tidsregning. Hede er skabt fordi en række betingelser blev opfyldt ved menneskers mellemkomst, herunder f. eks. tilbagevendende afgræsning, afbrænding, skrælning af hedetørv, udpint jord og stort nedbørsoverskud. Disse forhold skaber de bedst mulige grundlag for at hedelyng og andre dværgbuske trives.
Hvis man ændrer på disse forhold, vil Heden ”springe i skov” og der vil opstå skov på de områder der i dag er hedeområder. I Danmark er Heden fredet, hvilket måske ikke er en ubetinget fordel, fordi det netop kan betyde at forholdende ændrer sig således at heden har lettere ved at ”springe i skov”.
Da hederne var opstået valgte de mennesker der boede der, at udnytte den på den bedst mulige måde. I begyndelsen af 1700 tallet opfordrede Frederik IV til opdyrkning af Heden, og heraf opstod begrebet Hedebonde.
En interessant vinkel på dette er også, at i 1758 lykkedes det Frederik V at lokke ca. 1.000 bønder fra Midttyskland hertil. De af dem som valgte at blive på Heden er dem vi dag kender som Kartoffeltyskere, fordi de valgte at dyrke kartofler i den magre jord, hvilket gav et større udbytte end korn kunne give.
Heden vi gik på i dag, Harrild Hede, som jo er en del af af den samlede Danske Hede, er et meget storslået område. Når man går der, føler man sig let hensat til både USA’s uendelige prærier, og Afrikas ditto savanner. Der er hede landskab så langt øjet rækker til alle sider, og det er bare imponerende.
Heden er jo også hjemsted for Danmarks eneste giftslange – hugormen – og sådan en ville vi gerne have haft i kameralinsen i dag. Det fik vi desværre ikke. Vi så heller ikke ulven, som også er bekræftet som værende tilstede i området. Vi så heller ikke lyngen i blomst – hvilket uden tvivl er ualmindeligt smukt. Så der er bestemt grundlag for et besøg mere til dette storslåede landskab.
Men vi havde en skøn tur. Halvdelen i skønt solskin, og den anden halvdel med lidt overskyet vejr. Heldigvis havde vi ingen regn – det har vi haft rigeligt af i år, hvilket også kan ses på nogle af billederne, hvor det tydeligt kan ses at stierne visse steder nærmeste er forvandlet til søer ☺
En sidste anekdote til denne utroligt betagende tur, skal være, at der var på disse stier at Poul Reichardt i Morten Korch filmen Vagabonderne på Bakkegården gik og sang ”Er du dus med Himlens fugle”.
Livsbekræftende, stort, betagende, og helt afgjort noget der skal opleves – beskrivelser kan ikke gøre det alene ☺