Hesbjerg og Kratholm 13.04.2020
Dagens vandring, Hesbjerg og Kratholm 13.04.2020
Dagens vandring,
I dag er turen gået til skovområder tæt på hvor jeg bor. Jeg har været i to skove, Hesbjerg skoven der liger ca. 11 minutters kørsel vest for hvor jeg bor, og Kratholmsoven som ligger 4 minutters kørsel syd for hvor jeg bor.
Begge områder er spændende og meget interessante, men også meget forskellige. Hesbjerg skoven virker stadig mørk og vinteragtig, hvorimod Kratholmskoven er grøn, forårsagtig og fuld af liv.
Hesbjerg skov er er en mindre skov der ligger lige på kanten mellem Odense og Assens kommuner i området mellem Blommenslyst, Skallebølle, Tommerup Stationsby, og Ravnebjerg.
Det man først lægger mærke til når man går i Hesbjerg skoven er de mange mindre søer der er overalt. Området er meget kuperet og det meste at skoven ligger 80-100 m over havets overflade, og søerne kan ses og nydes i lavningerne mellem bakkerne.
Skoven var i 1860'erne ejet af boghandler Milo fra Odense. I 1927 blev skoven købt af skovfoged R. Hansen fra Langesø skoven. Hans familie ejer i dag Hesbjerg Skov.
Der er et rigt plante- og dyreliv i Hesbjerg skov. På skovengen flyver den sjældne engperlemorssommerfugl. Der er mange frøer og tudser i skovsøerne, og skoven huser - som et af de få steder på Fyn - snogen. Der er i det hele taget et rigt dyreliv i skoven, bl.a. ses både harer og dådyr såvel som ravne, ugler, grønne spætter, kærhøg med mange flere (tror nok jeg så en kærhøg i flugt, men kunne desværre ikke nå at fotografere den).
Skovene i området er overvejende løvskove med meget høje bøge- og egetræer, og området bærer præg af meget beskyttende og styret skovdrift.
I skoven ligger også et gammelt slot, Hesbjerg Slot. Det nåede jeg ikke frem til i dag, så det kommer med næste gang jeg tager en tur i Hesbjerg skoven ☺
Dagens anden skov var Kratholmskoven, som næsten ligger i min egen baghave. Det er en lille skov på bare 4 hektar (ca. 8 fodboldbaner), og den har en interessant historie.
Skoven ligger lige ned til Odense Å, i et område med høje skrænter lige bag ved skoven.
På trods af sin lidenhed byder Kratholmskoven på mange fine naturoplevelser. Både flora og fugleliv samt ikke mindst de mange kilder, som man hører alle steder på turen.
Skoven er netop helt speciel ved at være fuld af kilder der vælder ud af skrænterne hele vejen igennem skoven og løber ned i Odense Å. Der er på stierne anlagt trædesten og broer så man kan passere kilderne uden at skade naturen.
Kildevandet er grundvand, der bryder ud af skrænten, hvor den skærer grundvandsspejlet. Her har vandet altid den samme temperatur, ca. 7 - 8 grader. Derfor damper kilderne i frostvejr og føles kølige og svale i sommerheden.
Kilderne betyder også, at den lille skov virker meget mere levende end de fleste andre danske skove gør lige nu. Træerne er længere fremme i deres udspring, og det gør skoven grønnere, skovbunden er fyldt med en rig fauna, bl.a. vælder det med violer og engblomme blomster.
Og så er der jo også lyden af alle de rislende kilder – det er en lyd jeg elsker – den signalerer liv og fortsættelse. Det er en dejlig oplevelse ☺
I fordums tid var skoven en lille dyrepark, og derfor var det tidligere et meget brugt udflugtsmål for Odenses borgere. Af samme årsag findes der også lige foran skoven en restaurant som oprindeligt hørte sammen med den lille zoologiske have.
Som et lille notabene kan jeg nævne, at det var på den samme restaurant Birthe og jeg holdt vores sølvbryllup 9. maj 2006.
En dejlig dag i den nære natur, og en god vandring på i alt ca. 8 km.