Kerteminde 01.02.2020
Dagens vandring, Kerteminde 01.02.2020
Dagens vandring
I dag, lørdag den 1 februar 2020, gik turen til Kerteminde.
Kerteminde, som jo er Amandas hjemby.
Amanda symboliserer Kertemindes dejlige døtre; friske og yndige.
Historien om Amanda stammer fra en pige oprindeligt født Sophie Krag. Hun var en ung pige fra Kerteminde, som endte med at lide en krank skæbne og døde af sygdom kun 40 år gammel.
Hun var en del af en søskendeflok på 8, og datter af urmager Edvard Krag og hustru Marie Catrine Ovesen Wittrock. Hun rejste som 20 årig til København for at blive skuespillerinde, som hendes søster Augusta Møller.
Hun blev optaget som revyskuespiller på Nørrebros teater, og blev hurtigt optaget af "skuespillerkredsen". Hun blev der forlovet med forfatter Anton Melbye, som var 10 år ældre.
Historien fortæller så, at hun mødte en gammel bekendt fra Kerteminde, jurastuderende Wilhelm Nielsen, som endte med en flirt, selvom hun var forlovet. Det endte med et alvorligt brud på forlovelsen, som satte forargelsen i det bedre borgerskab i gang, og en af Anton's gode venner, komponisten Axel Schwanenflügel, skrev til vinterrevyen en vise "Harper i luften" fra 1893. Den berømte vise med den kendte indledningslinje "Min Amanda var fra Kerteminde".
Byen Kerteminde har selvfølgelig forlængst tilgivet sin "Amanda" for sin troløse udskejelse og sluttet hende til sig med en statue, som symbol på Kertemindes dejlige døtre der - friske og yndige, som de er - bør elskes.
Ordet Amanda er latin og betyder: den der bør elskes.
Der var nu ikke så mange dejlige, friske og yndige søstre at få øje på i Kerteminde i dag, hvor vejret var noget gråt og blæsende. Til gengæld var der masser af strøm igennem Kerteminde havn. Ingen tvivl om at der er kommet meget vand denne vinter, og at det har behov for at transportere sig væk igen.
Turen i dag startede ved Kerteminde rådhus, som ligger på Hans Schacksvej tæt på havnen. Herfra gik turen ned over Amanda broen (Langebro) forbi Amanda statuen og videre sydpå, forbi Klinten med en dejlig udsigt over bæltet og en meget stejl skråning med mod stranden. Videre forbi Lundsgaard Gods til Lundsgaard skovene med masser af gøge-kuk i træerne, og vintergækker og erantis på vej frem i skovbunden.
Herfra nordpå igen igennem skovene, hvor der forøvrigt bor bjørne ☺, og forbi de små strandhuse tilbage til Kerteminde.
En dejlig frisk tur på 9.4 km, som helt sikkert vil tage sig bedre ud i sommervejr 🌞