My Image

Kerteminde 15.06.2020


Dagens vandring, Kerteminde 15.06.2020

Dagens vandring,

Efter at have besøgt en fordums (for mindre end en måned siden ☺ ) kollega som bor i Kerteminde, var valget i dag faldet på den sorte Kløversti rute i Kerteminde.

Umiddelbart ser denne rute ikke specielt spændende ud på kortet, men det er den, kan jeg fortælle nu. Specielt i et blændende højsommer vejr som vi har haft i dag ☺

Egentligt er ruten udlagt som en rute, og et landskab, der har inspireret mange kunstnere gennem tiderne, ikke mindst de meget kendte Johannes Larsen og Frits Syberg.

Og det er helt forståeligt at dette landskab har inspireret kunstneriske sjæle.
Her er, på en dag som i dag, et fantastisk lys, og der er fantastiske scenarier at beskue, både i bybilledet, men ikke mindst når man kommer lidt op i landskabet.

Turen starter midt i byen ved rådhuset, og går gennem idylliske gader med gamle og meget velholdte huse, langs med fjorden et langt stykke. Herefter drejer man ind i landet og så går det opad, og opad ☺

På denne tur bestiger man nemlig den gamle gravhøj Svanehøj der ligger meget højt i landskabet.

De havde øje for den gode placering, de jægere og krigere, der i bronzealderen gravsatte deres afdøde, men betydningsfulde ledere. Det er Svanehøj øverst på Over Kærby Bakke tæt ved kirkestien mellem Drigstrup og Kerteminde et godt eksempel på, og selv om det i dag er en skamferet og indskrænket gravhøj, man finder på den øverste top, så er den helt bestemt et besøg værd.

Her er en fantastisk udsigt over hele Kerteminde, og det meste af Nordfyn. Her kan der på én og samme gang ses fjord, bælt, naturområder, en fantastisk golfbane, og både Storebæltsbroen, Sprøgø, og Sjælland. I min kikkert kunne jeg faktisk også se, et at de meget høje kirkespir på Sjælland meget langt væk – det kan have været Roskilde Domkirkes spir jeg kan have set.

Videre gik turen ned over Kerteminde Nordstrand, hvor der i dag var rigtigt mange mennesker. Dog så jeg ikke en eneste tysk bil – man må da håber at de kommer
Igennem lystbådehavnen og tilbage til udgangspunktet.

En dejlig tur på godt 10 km, og i strålende vejr. For dem som kan lide smukke landskaber og flotte udsigter er denne tur meget anbefalelsesværdig.



Klik på billedet for at se flere billeder