My Image

Langesø 09.06.2020


Dagens vandring, Langesø 09.06.2020

Dagens vandring,

I dag fylder Birthe 63 år. I formiddag var jeg, naturligvis sammen med Birthes mor, på kirkegården - i strålende højsommervejr og dejligt solskin. Præcis som Birthe elskede det.

Derefter kunne jeg ikke finde på nogen bedre måde at respektere netop det på, en selv at tage en tur ud i det strålende højsommervejr, og i det dejlige solskin.

Turen i dag gik til Langesø skoven igen. Sidste gang jeg var der, kom jeg jo ikke rundt om søen, men det gjorde jeg i dag. Der er en god grund til at søen hedder Langesø – det er nemlig en lang og meget smal sø. Men beliggende i et utroligt smukt skovlandskab, og med Langesø Slot ned til søens bred.

Lidt historie om Langesø og slottet.

Første kendte ejer af Langesø var Berneke Skinkel, der døde i 1481 og efterlod ejendommen til sin datter, der var gift med Peder Hogenskild. Deres datter giftede sig med rigsråd Iven Gertsen Bryske, hvis sønnesøn rigskansler Anthonius Bryske opførte det første Langesø i 1554. Det var et borghus på søbredden, hvor den tidligere skovriderbolig i dag ligger.

Borghuset opførtes i stil med det samtidige Egeskov Slot, med to hjørnetårne helt ned til søen. Det var på den tid den unge renaissance endnu rummede stærke middelalderlige traditioner. Bryskes borghus stod kun i godt 100 år, inden det gik til grunde, formentlig på grund af kildevæld i undergrunden og mangelfuld pilotering.

I 1684 blev Langesø overtaget af slægten Holsten. Geheimeråd Adam Christopher Holsten lod i 1774-79 det nuværende Langesø opføre under ledelse af arkitekterne Tschierske, Rosenberg og Næss, i en stil der rummer elementer af både rokoko og nyklassicisme. En reliefsten fra Bryskes borghus er indsat i muren på det nuværende slot, med følgende tekst på latin:” I Herrens år 1554 lod Anthonius Bryske mig gøre, på den tid, da han var Danmarks Riges Kansler, i hans alders 54de år”.

Når man ser slottet udefra, er det udpræget nyklacisistisk stil. En skarp midterakse i bygningen ud fra hvilken alt opføres som et spejl. Selv sidebygningerne på slottet er et præcist spejl af hinanden.

Der er mange aktiviteter på slottet omkring juletid hvor der bl.a. er julemarked, og der kan købes pyntegrønt og juletræer m.v.

Turen rundt om søen i dag var på lige knap 5 km, og en dejlig tur gennem skoven, langs med søen og rundt om slottet.

Og så havde jeg den oplevelse, at en musvåge svævede helt lydløst, nærmest, lige hen over mig hoved og op i et træ lidt længere fremme. Det lykkedes mig faktisk at fotografere den oppe i træet. Det var flot, på trods af stærkt modlys ☺

Et dejligt område, der byder på nye oplevelser hver gang man kommer der. Så jeg kommer der igen – det er helt sikkert ☺



Klik på billedet for at se flere billeder