My Image

Nørresø og Brændegårds Sø 22.12.2020


Nørresø og Brændegårds Sø 22.12.2020

Dagens vandring,

I dag gik turen til eb af mine absolutte yndlingsruter. Turen rundt om Nørresø, og efterfølgende et smut forbi Brændegårds Sø, som begge er beliggende på Sydfyn ved Brahetrollenborg Slot, tæt ved Korinth og ikke langt fra Faaborg.

Lidt fakta om de to søer:
Brændegård Sø er med 104 ha. Fyns næststørste sø. Søen er sammen med Nørresø (knap 70 ha.) beliggende i et smukt og varieret sydfynsk herregårdslandskab, hvoraf en stor del er skovbevokset. Skovene breder sig langt omkring, så der dannes det største sammenhængende skovområde på Fyn.

Søerne: Brændegård Sø er kendt for sin skarvkoloni, som i sine velmagtsdage i 1990’erne var blandt de største i Europa med op til 7100 par. Siden er det gået nedad bakke, så kolonien nu (2010’erne) tæller under 1000 par. Til gengæld har kolonien spredt sig til Nørresø, hvor der siden 2004 har været ynglende Skarver (2012: 1200 par).
Udover Skarverne, er især Brændegård Sø et godt sted at iagttage Havørnen.
Skovene omkring søerne er varierede, og der er stadig store partier med gammel højskov, hvilket giver plads til flere sjældnere rovfuglearter, såsom Havørn, Hvepsevåge og Duehøg. Af andre skovfugle kan nævnes Skovsneppe, Huldue, Natugle, Ravn og Kernebider.

I søerne raster udenfor yngletiden store mængder af ænder og andre svømmefugle. Der er store forekomster af rastende Viber, Grågås, Gråand, Skeand, Knarand, Troldand, Taffeland og om vinteren ses Stor og Lille Skallesluger. Der ses hyppigt Vandrefalk.

Samlet er der iagttaget over 200 forskellige fuglearter ved søerne.

I dag fik jeg ravnen i linsen
📷.
Desværre ikke havørnen, som jeg jo higer efter at få et billede af
😃

Turen i dag havde primært fokus på fotografiske eksperimenter. I vil derfor se flere eksempler på det samme billede taget med forskellige indstillinger af kameraet (så kan I også se at jeg rent faktisk arbejder med det
😇😇) – giv meget gerne kommetarer til dette hvis I har lyst.

Men selv om jeg havde besluttet at jeg skulle afprøve nogle af kameraets muligheder, var der alligevel mange gode og spændende oplevelser undervejs.

Vandringen starter ved parkeringspladsen som er beliggende ved den vestlige ende af søen. Her starter vandringen med at et skønt scenarie med kig over hele søen udfolder sig.

Skoven byder på mange smukke scenarier og mange smukke farver, også selv og det nu er vinter. Farver og billeder kan opleves på mange måder, og jeg giver her et par stykker som er meget forskellige – lad mig gerne høre hvad I synes
😃

Det er også muligt at fange regndråber i træernes grene, og det er muligt at få blishønen meget tæt på. Det er sådan noget jeg bl.a. synes er skønt ved at gå i naturen.

I Nørresø ligger der en ø, kaldet Lucieø. Den tog sig meget smukt ud i sin vinterdragt i dag.

I skoven løber flere bække ned til søen, det giver smukke scenarier. Man oplever også andre smukke og spændende ting, f. eks et stykke at en fuldstændig hul træstamme der ligger i skovbunden. Det er natur når det er bedst
😃

Og så lige et eksempel på hvor forskelligt en mosbevoksning i skovbunden kan tage sig ud med anvendelse af forskellige teknikker på kameraet
😃 😁

Og så hører man pludselig ravnens karakteristiske hæse skrig, og lige der oppe i det nærmeste træ sidder han og skræpper lystigt.

Så nåede jeg frem til min yndlingsbænk. Den bænk der er udstyret med et skilt på ryglænet hvor det står: ”Mærk livets magi”. Det er et smukt citat, men det er også et smukt sted med en formidabel udsigt over hele søen, og så skete der faktisk noget magisk mens jeg sad der et øjeblik og reflekterede over skønheden her.

De meget tunge og mørke skyer åbnede sig, og den blå himmel kom frem og spejledes sig i søens bølger rundt om blishøns og ænder. Lidt senere brød solen også igennem og skinnede ned på skoven og gjorde alting lidt kønnere.

Pludselig var søen blå og skoven grøn. Solen lavede de skønneste scenarier i skoven, Magisk, og meget, meget skønt.

Turen sluttede af med en begyndende solnedgang over markerne lige ved siden af Brændegårds Sø.
En pragtfuld tur på godt 6 km, fyldt med skøn natur og dejlige oplevelser.

Jeg kan ikke anbefale det stærkt nok.

Gør det – det er livgivende og utroligt dejligt.



Klik på billedet for at se flere billeder