Randbøl Hede og Syvårssøerne 26.04.2020
Dagens vandring, Randbøl Hede og Syvårssøerne 26.04.2020
Dagens vandring,
Turen gik i dag til Randbøl Hede og Syvårssøerne.
Randbøl hede er en af Danmarks største indlandsheder, og en del af den jyske hede – ligesom Harrild hede som vi vandrede på for kort tid siden også er det, og som i år 1800 dækkede et område større end Sjælland.
Det var denne barske natur, som tidens hedebønder, kartoffeltyskere, og til sidst staten tog kampen op med.
På heden ligger en meget stor sandklit. Den hedder Stoltenbjerg og er det højeste punkt på det område der heder Staldbakkerne, som er en kilometerlang klitryg formet af vestenvinden og af sand fra Vesterhavet. Det interessant at bemærke, at der på Stoltenbjerg klit er en sort stribe der løber gennem sandet. Denne stribe markerer interessant historie, fordi striben var landskabets overflade i årtusinder. Her kan man med et enkelt skridt tage 7400 år gennem Danmarks historie. Forklaringen er, at sandet under striben er blevet aflejret ca. år 5800 f. Kr., mens sandet over den sorte stribe er aflejret i slutningen af 1500-tallet, hvor rovdrift på landskabet med træfældning, overgræsning, hedebrande mv. skabte nye sandstorme, der blev en katastrofe for områdets befolkning. En menneskeskabt katastrofe, hvor marker og landsbyer blev begravet af sand.
Men Randbøl Hede har også en haft andre store betydninger. Den var en vigtig lejr for tyskerne under 2. verdenskrig og fungerede som skjul for tyske bombeflyvere som med denne placering havde let adgang til flyvepladsen i Vandel. Det er stadig muligt at se nogle af de pladser der blev skjult flyvere på i området, ligesom skyttegrave, maskingeværreder og andre militære anordninger også stadig kan anes i landskabet.
På Randbøl Hede kommer vi også igennem Frederikshåb plantage, som blev planlagt anlagt af Staten i 1802 på et 450 hektar stort område af Randbøl Hede. Det tog dog ca. 100 år inden plantagen var omsluttet af skov, fordi sandflugten først skulle bekæmpes.
Plantagen er der i dag, men ser meget anderledes ud end tidligere, fordi den store storm i 1999 lagde mere end 1/3 af plantagens træer ned og ændrede strukturen voldsomt. Derfor er ca. 1/3 af plantagen i dag nyplantet.
Frederikshåb Plantage rummer et meget interessant og mystisk naturfænomen, som kaldes Syvårssøerne.
De mystiske Syvårssøer har deres navn fra den kendsgerning, at de ikke altid er der. Fra gammel tid har man bemærket, at søerne dukkede op ca. hvert syvende år, eller også brugte man blot det magiske 7-tal til netop det uforklarlige.
Fakta er, at søerne opstår og forsvinder med højden på grundvandet. Og selv om store mængder nedbør får grundvandstanden til at stige, er det ikke ensbetydende med svulmende søer. Grundvandsspejlet har sine egne "bakker og dale", og derfor er Syvårssøerne meget uforudsigelige.
I dag var søerne i høj grad der. Så meget at stierne rundt om søerne visse steder var totalt oversvømmede, og vi måtte vælge andre veje ☺
Det siges, at selv når søerne er væk, er det en særlig oplevelse at komme her. Der er lidt savanne-stemning, når de tidligere søflader ligger hen som et slettelandskab med spredte træer.
Det har vi tilgode at opleve, men det giver jo anledning til en tur mere til Randbøl Hede.
En ting som man bemærker når man går her, er den store afveksling der er i naturen, og den store forskel der er på oplevelsen ved at gå på den flade hede, hvor vinden bider lidt, og så komme ind i plantagen hvor alt er stille og hvor det virker som om tiden står stille.
Og så ser man også sjove naturfænomener, som f. eks et grantræ der har sået sig selv på toppen af en træstub i skovbunden (ses på et af billederne).
Naturen er forunderlig og vidunderlig ☺
En dejlig tur på ret præcist 10 km, dog ikke i det solskinsvejr som vi ellers har være meget begavede med i den senere tid, men i et lidt tungt skydække, dog uden regn.
Hvis man kan lide at færdes i naturen, hvis man kan lide store afvekslinger, hvis man kan lide at mærke vestenvinden bide, hvis man kan lide Skovens Stille Ro, og hvis man kan lide at krydre det hele med lidt (meget) god historie – så er Randbøl Hede et meget anbefalelsesværdigt udflugtsmål.