Rørbæk Sø og åernes udspring 09.02.2020
Dagens vandring, Rørbæk og åernes udspring 09.02.2020
Dagens vandring,
For et stykke tid siden aftalte Poul og jeg at vi, i dag søndag den 9 februar 2020, skulle gå en dejlig tur i området omkring kilderne for Gudenå og Skjern å, og omkring Rørbæk sø. Poul bor tæt på dette område, så han kender det meget godt, og han planlagde en god rute til os (det er den Lilla rute på billedet med kortet).
På det tidspunkt kunne ingen vide, at det blev et lidt underholdende vejr netop i dag ☺
Men som altid når vi skal gå, har vi løbende holdt øje med vejrudsigterne, og det har egentligt set meget fornuftigt ud længe – lidt regn om formiddagen, men ellers OK. Sidste gang vi kiggede kunne vi se at der ville komme blæst fra sydvest, men ikke så meget om formiddagen, ligesom der ikke ville være meget regn om formiddagen, så derfor aftalte vi at starte lidt tidligere end vi plejer.
Vi mødtes på parkeringspladsen tæt ved kilderne for de to store åer (P2) kl. 10.00. Det regnede godt nok lidt på det tidspunkt, men ikke mere end vi kunne klare det. Så vi startede vores vandretur.
Vi så kilderne for de to store åer. Det er meget spændende at to åer der har deres løb i hver deres retning, springer ud med ganske få 100 meter imellem dem.
Derefter satte vi retningen efter Rørbæk sø. Vi ville hele vejen rundt om søen, og vi ville opleve både skov-, sø-, og hedelandskaber.
Og vi fik det hele i rigt mål. Det er et meget betagende landskab vi gik i i dag – også selv om vejret var mørkt og ikke specielt gå-venligt. Der er meget store variationer i landskabet, og der er mange gravhøje – hvilket indikerer at dette område i en meget fjern fortid har været meget tættere befolket end det er i dag. Der er resterne af også Danmarks første badeland. En del af turen gik vi på Hærvejen, som løber igennem området.
Men vi fik også et hurtigt tiltagende regnvejr, og en tilsvarende hurtigt tiltagende blæst at mærke.
Egentligt er det rart nok at gå i regnevejr, når bare man er klædt på til det. Og vi var klædt på til det, med vind- og vandtætte jakker og støvler, og regntøj. Problemet opstår når blæsten tiltager, for så bliver regnen til slagregn. Og sådan noget slagregn kommer altså ind ad alle sprækker i påklædningen, ved kraver, ved ærmegab, ved bukseben, ved lynlåse og alle andre steder hvor er er en minimal sprække.
Jeg kan fortælle, at jeg aldrig i mit liv har været så våd med tøj på som jeg var i dag. Jeg var gennemblødt – som i TOTALT gennemblødt ☺ Lige fra sokker til pandebånd, og lige fra undertøj til den vandtætte jakke. Som eksempel kan jeg nævne at da jeg tog min undertrøje af efter jeg var kommet hjem, var den så våd at det dryppede fra den ☺
Men turen var fantastisk, og jeg går gerne denne tur igen, en dag hvor vejret viser sig fra sin bedre side, og hvor der måske ovenikøbet er forår eller sommer i luften.
Vi startede som sagt kl. 10.00 og vi var tilbage ved bilerne kl. 15.40. Altså en tur på knap 6 timer, hvor jeg vil tilskrive vejret ca. de 2 timer.
En lidt mere end almindelig frisk tur på præcis 20 km.