Svanninge Bjerge 09.05.2020
Dagens vandring, Svanninge Bjerge 09.05.2020
Dagens vandring,
Dagen i dag, den 9. maj 2020, er en særlig dag. Det er Birthes og min 39 års bryllupsdag, og det er i dag præcis et år siden vi sammen fik den værst tænkelige melding på Odense Universitetshospital.
Men det er også en dejlig dag, og en dejlig dag til vandring med gode venner ☺
I dag gik turen (igen) til Svanninge Bjerge, og denne gang sammen med Helene og Lars. Og der er grund til jubel ☺
Vejret har været det bedst tænkelige til at vandre i dag, og i dag lykkedes det, efter to forudgående forsøg på egen hånd, ved fælles hjælp og med lidt opdateringer af rutemarkeringerne, at gennemføre brun rute hele vejen.
En skøn tur i pragtfuldt selskab gennem Svanninge Bjerge på i alt 9,8 km og i alt 219 højdemeter – bl.a. over Lerbjerg på 126 meter. Så pulsen kom godt op undervejs.
Og vi fik en lille frokostpause i det grønne på engen ved Troldekær (markeret med en gul elipse på kortet). Fantastisk stemning sådan et sted, sådan en dag i sådan et vejr, og i sådan et dejligt selskab ☺
Brun rute er en opdagelse i historiens spor; det gamle teglværksområde med lergraven, vejene fra 1800-tallet, diger og spor af højryggede agre. Fra det nordligste punkt på ruten er der udsyn over Arreskov Sø, med Arreskov Slot i det fjerne.
Og i dag så vi faktisk havørne svæve højt oppe over søen. Vi er ret sikre på at det var to-tre ungfugle vi så. Desværre alt for langt væk til at fotografere, men Lars så dem i kikkerten og er sikker på at det var havørne ungfugle vi så.
Som sagt mange gange tidligere, så er det ikke sidste gang jeg har gået her. Dette område kan noget særligt – og det har jeg tænkt mig at nyde lige så længe mine ben vil bære mig rundt i landskabet ☺
Har I lyst til den slags, så prøv det – det giver en fantastisk ro i kroppen, og en dejlig naturlig træthed bagefter som betyder at man virkeligt kan slappe af (sådan har jeg det).