Kærum Å 17.01.2021
Dagens vandring, Kærum Å 17.01.2021
Dagens vandring,
Vandringsdagen i dag startede med en fantastisk flot morgenhimmel over hustagene hvor jeg bor, og sluttede med imponerende solnedgangs scenarier over Nørre Broby. Og indeholdt en masse dejlige oplevelser imellem de to yderpunkter, som jeg vil fortælle lidt om i det følgende 😃
Kærum Å-sti i Assens var dagens mål.
Kærum Å er en relativt kort å der udspringer 5 km øst for Assens og løber ud i den opstemte sø Møllesøen tæt ved Assens Rådhus (den gamle sukkerfabrik).
På trods af at det ikke er et stort område er det overordentligt smukt og interessant at gå i.
Vi havde det flotteste frostklare blå himmel og solskin det meste af dagen. Området byder på skov med mange smukke og skulpturelle scenarier som vi har forsøgt at fortolke i billederne 😄 Og det byder også på flere dejlige legepladser til alle de små og store legesyge, her er en sø med masser af fugleliv. Masser af ænder og måger – og i dag vandrede flere af dem ovenpå isen på den delvist frosne sø 🦆
Det helt betagende skønne er, at uanset hvor man vender sig hen på dette sted er er der noget spændende at så på. En sø med spændende fugleliv, træstubbe der er invaderet af svampe, interessante skulpturer skåret ud i en gammel egestamme, en lille ø i søen, smukke konturer i den tynde is på søen, masser af fugleliv og masser af smuk natur. Alt sammen lige der ved siden af os 😃. Det betød rigtigt mange billeder – vi skød tilsammen ca. 150 billeder i dag, og jeg håber at det er lykkedes mig at sortere de bedste ud til dette opslag 📷🏞.
I søen boede, bl. a mange andre fugle, et meget flot par Canadagæs. På kanten af søen var knoldplanter i gang med at forberede sig til foråret, og ud fra søen løb åen hen mod vandmøllen som stadig var at se på den oprindelige møllebygning.
Et helt speciel skulptur formede sig i en udvækst på et af træerne på vores vej. Det lignede et ansigt hvilende på en hånd under den ene kind. Et meget smukt og fascinerende syn.
På vej hen ad stien så jeg pludselig en mindre rovfugl komme svævende og sætte sig i et træ. Det lykkedes mig at få den i linsen, og jeg tror på at det var en lærkefalk – som i øvrigt ikke ses ofte på Fyn. Meget flot fugl, også selv den sidder lidt gemt bag ved grenene.
Videre gik turen forbi endnu en sø med masser af fugle, og med kig til byen og kirken. Vi gik, via en tur op i byen og forbi kirken, rundt om denne sø og kom tilbage på sporet og nød den alsidige natur i hele området endnu en gang.
Herefter satte vi os i bilen og kørte ad de små veje. Vi landede på Løgismose Strand, og fik et par skønne kig ud over Helnæs Bugt.
På vejen hjem kunne vi fange den smukke begyndende solnedgang over Nørre Broby.
En fantastisk dejlig dag med utroligt mange oplevelser, på trods af en relativt kort gåtur på ca. 3,5 km.
Kan man lide varieret natur og fritidsområder, så kan dagens tur anbefales varmt 😃