My Image

Nørresø 16.12.2021


Dagens vandring, Nørresø 16.12.2021

Dagens vandring,

Dagen i dag indbød jo for alvor til det 😁

Strålende solskin fra morgenstunden en helt klar azurblå himmel, næsten ingen vind og 8-9 grader.

Så står den på en dejlig vandring – det kan bare ikke være anderledes
🌞🏞

Nørresø ved Korinth er et af mine mange favoritsteder hvor jeg har gået mange gange. En af de ting som virkelig imponerer mig er, at hver gang jeg går et sted hvor jeg har gået før, så er det helt nye indtryk og helt nye oplevelser jeg får. Selvfølgelig er Nørresø Nørresø, uanset hvornår man går der, men søen og dens omgivelser udtrykker sig helt utroligt forskelligt i forskellige årstider og i forskelligt vejr.

Det er den slags oplevelser jeg samler på, og som jeg elsker at skrive om og præsentere billeder af.

Nu er det jo vintertid, og skoven har fældet alt løvet, så træerne står nøgne i skoven. Det i sig selv skaber nogle meget smukke og til tider helt skulpturelle billeder.

Når man så fanger skoven i linsen med en del af søen foran, og også fanger skovens spejlbilleder i søen – det hele krydret med den smukkeste blå himmel jeg længe har set, ja så bliver det ikke meget smukkere. Set med mine øjne
😁

Nørresø byder også på et væld af fugleliv, og med lidt fotografisk teknik kan man komme tæt på andefamilien på den anden side af søen
🦆🦆

Som sagt er træerne nøgne nu, og det giver jo unægtelig store fordele med hensyn til at få et bedre udsyn til det som er bagved træerne. Men det skaber også en smuk skulpturel forgrund. Det bløde og flotte orange-brune tæppe af fældet løv, de smukke slanke bøgestammer med grene i alle retninger. Det er liv der sover. Det er smukt.

Og så lige en af naturens finurligheder, som jeg heller ikke kan lade være med at bemærke. På en træstub efter et fældet træ er skovens svampe godt i gang med at skabe nyt liv. Det er da betagende
😀

Nørresø afvander store dele af den omkringliggende skov, og det skaber smukke vandløb mange steder i skovbunden. Jeg har her forsøgt at fange et af dem som i sig selv er smukt, men som derudover på en dag som i dag præsenterer de mest fantastiske spejlbilleder i vandet. Nyd det
👍

Nede for enden af søen står en bænk med et skilt på der siger: ”Mærk livets magi”. Og det er lige netop hvad man gør en dag som i dag. Det er magisk at sidde på bænken og kunne skue ud over hele søen med al dens liv og al dens skønhed. Næste gang jeg kommer til Nørresø har jeg besluttet at jeg vil have lidt pudsegrejer med, og pudse dette skilt op. Det fortjener det og det fortjener stedet
😁

Igen i dag bliver jeg betaget af solens leg i træerne på den anden side af søen. Det skaber så utroligt mange smukke farvespil. Og det hele kan, sammen med skarven der tørrer vinger i solen ude på søen og en af de små fugleøer der er i søen, nydes fra ”Livets magi” bænk.

På min vej videre rundt om søen fik jeg solen imod mig på den anden side af søen. Det er ikke helt let at fotografere op imod solen, men jeg gjorde alligevel et par forsøg på af fange solens leg i søens vand
🌞 Det er smukkere i virkeligheden end på billeder, kan jeg afsløre 😁

Afslutningsvis vil jeg et af de mange kig ind i den nøgne, men meget smukke skov.

En virkelig dejlig tur, på trods af en rigtig grim ”mande-forkølelse”
😂😂. Det blev til små 8 km i dag, og de var superskønne alle sammen.



Klik på billedet for at se flere billeder