Røjle Mose 09.01.2021
Dagens vandring, Røjle Mose 09.01.2021
Dagens vandring,
I dag gik turen til sporet omkring Røjle mose som ligger ved Strib.
Røjle Mose er i dag en del af et naturgenopretningsprojekt under Danmarks Naturfredningsforening, da mosen rummer et væld af forskellige plante- og dyrearter.
For at den specielle flora og fauna bevares, afgræsser 10 kvier mosen forår-efterår. Afgræsningen, er en del af den naturpleje, der skal medvirke til, at mosen ikke gror til med tagrør, pil og
elletræer. Naturplejen skal gøre mosen lysåben, så man kan nyde udsynet til de frie vandløb, der gennemløber mosen. Tilsynet med kvierne varetages af Røjle Mose Kogræsserlaug, der på
frivillig basis sørger for at tilse både kvier og indhegning.
I dag var der dog ingen kvier i området.
Røjle Mose er hjemsted for både dådyr, indhegnede vildsvin og fasaner.
De mange vandløb indeholder et fantastisk liv af vandinsekter og forskellige vandplanter.
Dette særlige spor giver mulighed for at opleve forskellene ved at bevæge sig gennem vidt forskellige bio- og geotoper. Det varierede landskab og natur er en helt speciel geologisk ”rejse”, med rod helt tilbage i den sidste istid, Weichsel-istiden, der sluttede for omkring 10.000 år siden.
Vi startede turen på parkeringspladsen ved Strib Skoles sportsanlæg, hvor vi også fandt den første gule afmærkning af sporet, og oplysning om at her startede sporet. Efter at have gået ganske kort igennem mosen via udlagte brædder forstærket med net for at sikre et bedre fodfæste, kunne vi konstatere, at sporet stadig er under etablering 😄
For lige pludseligt kunne vi ikke komme længere igennem mosen, og måtte gå tilbage og følge vejen udenom en del af mosen, indtil vi nåede den lidt ældre sti som udgik fra Dæmningen og som så første os igennem området.
Der er rigtigt meget smuk natur her. Det er forfriskende at se de knaldrøde frøstande der stadigt står på rosenbuskene.
Mange vandløb skærer igennem moseområdet, og det giver en meget rig natur, men det giver også nogle meget smukke naturmotiver.
Området befolkes også af store flokke af hjorte, og her ”snakkede” vi med en hjorte-dame der gerne ville snakke med os, indtil hjorte-herren med det store gevir kaldte til samling, og hele flokken trak væk fra hegnet og tilbage til mere ”sikre” områder længere inde imod skoven 🦌 😄.
Her går også vildsvin i indhegningerne, men de var ikke at se i dag – desværre 😢.
Videre gik turen gennem det smukke og betagense landskab, med dets mange små søer og smukke naturscenarier.
Hele området ligger lige ud til Lillebælt, så vi går faktisk på kanten af Bæltet hele tiden. Undervejs måtte vi da også lige en tur ned på stranden og nyde bølgernes klukken og udsigten over mod Røjle Klint.
Turen langs med strandens huse og sommerhuse bød også på en mangfoldighed buske med fyldte, og dejligt farvede frøstande som sidder klar til at springe, så nye planter kan spire så snart foråret melder sin ankomst.
Turen sluttede ved Røjle Klint, hvor vi lige fik den flotte udsigt over bæltet og over mod Middelfart med i dagens oplevelses-sæk 😀
En skøn tur på godt 3 km.
Vejret og lyset var ikke det bedste i dag, men det blev alligevel til nogle ganske dejlige billeder af flotte naturscenarier i et skønt landskab.
Denne tur inviterer til gentagelse – den skal helt sikkert prøves på alle årstider ☀️⛈ ❄️ ⛅️
Det er en opfordring til alle som måtte have lyst 😃 😄