Svanninge Bjerge 14.01.2021
Svanninge Bjerge 14.01.2021
Dagens vandring,
Turen gik i dag, igen, til Svanninge Bjerge på Sydfyn.
Det er 7. gang jeg går her i dag, og det er absolut ikke sidste gang. Svanninge Bjerge gør noget helt specielt ved mig – et eksempel er at når jeg går i skoven kan jeg ikke høre andet end mit eget overtøj der siger lidt mens jeg går. Når jeg så stopper op, og står helt stille så kan jeg ikke høre andet end min egen puls der dunker lidt på grund af strabadserne – ellers er der total og meget dyb stilhed. Den ro og stilhed er en af de oplevelser jeg virkeligt elsker når jeg går i skoven. Den kan gøre mig helt salig ๐. Og den kan Svanninge Bjerge levere i rigt mål ๐
I dag gik det ud over Gul rute. Lidt Rød rute og lidt Brun rute samt lidt ridesti rute sneg sig også med i kurven ๐งบ. En skøn tur på knap 8 km i en pragfuld skov klædt i det fineste vintertøj.
Temaet i dag var, ud over skoven i fineste vinterdress, skovens træer (det er temaet på Gul rute). Der er mange forskellige træer i skoven i Svanninge Bjerge, men her er lidt viden om nogle af de mest hyppigt forekommende.
Rødgran: Rødgran er det mest almindelige skovtræ i Danmark. Selvom det er kendt fra begge istider, er rødgran som vi kender en i vore skove indført i Danmark efter at Danmark blev et ørige efter sidste istid. Faktisk blev rødgran først indført i Danmark så sent som i 1730.
Douglasgran: Som navnet antyder er dette et træ indført fra Amerika. Det blev indført i Danmark i 1860’erne, og det er, grundet træets store styrke og holdbarhed, et meget efterspurgt træ til tømmer og krydsfiner produktion.
Grandis: Også et træ indført fra Amerika. Det er indført til dansk skovbrug i slutningen af 1800 tallet. Grandis kaldes også kæmpegran. Den bliver i sit hjemland op til 90 meter høj – her i landet dog ”kun” op til 40 meter.
Ær (Ahorn): Ær er indført fra Tyskland omkring 1760 som parktræ. Senere er det blevet udbredt som skovtræ. Et lille kuriosum er at der findes en del stednavne der starter med ær – mes kendt er nok Ærø.
Eg: Egetræ har været langt den vigtigste træsort til bygning af skibe, huse og også til fremstilling af møbler. I dag er egetræ et af de almindeligste træer i skoven, og også et af de ældste. Den ældste eg i Danmark er Kongeegen der står i Jægerspris og som er omkring 1500 år gammel.
Som nævnt handlede det i dag også om at nyde skoven i dens hvidklædte vinterdragt – det er jo ikke så meget hvidt vi får her til lands længere, så man må nyde det i de relativt korte øjeblikke det er der.
Jeg vil lade billederne tale for sig selv, og blot knytte den kommentar til, at solen brød kortvarigt frem i dag både da jeg startede turen og da turen sluttede på parkeringspladsen igen.
Skønt og meget, meget smukt ๐