Vissenbjerg Skov og Aborg Strand 08.03.2021
Dagens vandring, Vissenbjerg Skov og Aborg Strand 08.03.2021
Dagens vandring,
Det er i dag den 8 marts 2021, og det har været det skønneste vejr over Fyn hele dagen. Strålende solskin, 6 varmegrader, og næsten ingen vind.
Så bliver vejret ikke ret meget mere perfekt til at vandre i π£ π₯Ύπ₯Ύ
Turen i dag gik derfor til et af mine absolut favorit stedet her på Fyn, og ikke langt fra hvor jeg bor π Målet var skovene omkring Vissenbjerg bakker.
Det er ikke mere end en god måned siden jeg gik her sidst. Det var den 31. januar 2021, at Annelise og jeg tog en tur i samme område. Dengang var Møllesøen, som er det første man møder når man starter turen på parkeringspladsen ved Afgrunden, fuldstændigt tilfrosset og dækket af den flotteste hvide overflade i en kombination af nysne og is. I dag var Møllesøen en næsten diametral modsætning – i dag spejlede skovens træer og den blå himmel sig flot i søens stille vand. Og Andemor og Andefar var på en lille tur sammen i søen π¦.
Det er noget af det jeg elsker ved at gå i naturen, og ved at gå de samme steder på forskellige tidspunkter – der er ikke to ture der er ens, selvom man går ad de samme stier π π. Det giver masser af livsbekræftende og skønne oplevelser.
Dagens tur gik dog ikke hele vejen ad de samme stier som turen i januar. For i dag ville jeg prøve ”Bestig Bjerge” ruten som findes i området. Og ja, jeg fik pulsen op mange gange undervejs. Der var nogle solide kuperinger i det terræn jeg gik i, men det var dejligt. Og det er en dejlig fornemmelse når jeg knokler mig selv op ad bakken, og så stopper op et øjeblik på toppen, så er det eneste jeg kan høre mit eget pulsslag. Så føler jeg virkeligt at jeg lever π
Når det så samtidigt er så flot et vejr, så kan jeg ikke lade være med at lege med solens skin i træerne. Det er så smukt synes jeg π
Undervejs passerer jeg Skt. Vitus Kilde som springer lige her, og løber som en lille bæk igennem Vissenbjerg Skovene.
Lidt fakta om Sct. Vitus:
Sct. Vitus blev født på Sicilien, som søn af en adelsmand og opdraget af en barnepige, der i al hemmelighed fik ham indviet i den kristne tro. Det blev hans far så rasende over, at han lod ham kaste i fængsel som 12-årig. I følge legenden kom englene til ham og dansede for ham, og da faderen en dag kom på besøg, blev han blindet af det lys, de udstrålede.
Skt Vitus kilde her i Vissenbjerg skovene er en helligkilde opkaldt efter denne katolske helgen, der led martyrdøden omkring år 300. I middelalderen blev han regnet for en af de 14 nødhjælpere, som kunne kurere sygdomme som epilepsi og krampeanfald ( St.Veits-dans = Sct. Vitus’ dans). Ved kilden på skrænten ned mod Kirkeskoven vokser den dag i dag en lægeurt Petasites albus eller Hvid Hestehov, en skræppeart, som tillægges en helbredende virkning mod bl.a. pest og gigt.
Efter at have fulgt bækken og returneret til parkeringspladsen, en tur på knap 6 km, var det stadig fantastisk flot vejr. Så jeg tænkte at det måtte betyde en superflot solnedgang over en kyst der vender mod vest. Tænk, tænke – hvor ligger den nærmeste kyst der vender mod vest i forhold til Vissenbjerg. Det måtte vist være noget i nærheden af Assens.
Valget faldt på Aborg Strand der ligger ca. 4 km nord for Assens. Stranden er beliggende med udsigt til den sydlige del af Bågø i Lillebælt. Aborg Strand er en badestrand med lavt vand og høj badevandskvalitet. Der var dog ikke mange badegæster i dag – dog var der et par unge piger som havde slået sig ned med dyner og soveposer på stranden og som nød den dejlige udsigt over bæltet – men til gengæld var der et rigt fugleliv. Jeg hilste bl.a på en meget ung svane, og på et flot par gravænder. Her er også dramatiske klinter af plastisk ler som dels præsenterer os for jordlag gennem tiderne og som dels skrider ned på stranden af og til. Turen langs stranden var på godt 3 km, i et spændende og meget levende strand-landskab.
Men, men - hovedformålet med besøget på Aborg Strand var jo, som nævnt, at fotografere en flot solnedgang over en vestvendt kyst. Desværre kom en stribe lavthængende mørke skyer i horisonten lidt i vejen for den plan. Til gengæld gav dette scenarie nogle temmeligt spektakulære lysvirkninger, som jeg forsøgte at fange i linsen i stedet π
Nyd billederne, og give gerne en kommentar – jeg er jo vildt betaget af sådan noget, og det kunne være skønt at høre om andre også er det π€