My Image

Svendborg Øhavsstien 28.02.2022


Dagens vandring, Svendborg Øhavsstien 28.02.2022

Dagens vandring,

Det gode vejr forstsatte, og det skulle udnyttes fuldt ud, så mandag den 28.02.2022 blev også en vandringsdag
😄

I dag gik turen til Svendborg og Øhavsstien med udgangspunkt lige før broen over til Thurø. I slutningen af januar havde jeg en tur på Øhavsstien med det samme udgangspunkt. Dengang gik jeg mod vest, og i dag gik turen så mod øst med det mål at nå Skårupøre ad Øhavsstien.

Det første man kommer igennem er Gl. Hestehave, som rummer en række gravhøje der stammer fra bronzealderen (1700-1300 f. Kr.). På den tid var skikken at give de døde gaver med i graven, og der er fundet mange spændende grav-gaver i højene her.

Videre gik turen ad Øhavsstien og igennem Halling Skov og Stevneskoven. Her lever en del af de relativt sjældne sorte egern, og jeg så et eksemplar, men kunne desværre ikke nå at fange den i linsen
😢

Vejret i dag, og lyset i skoven, signalerede at foråret er lige om hjørnet. En del af skovens planter har da også allerede kvitteret for det ved at begynde at springe ud. Det er dejligt livsbekræftende og sjælsberoligende at opleve
🙏

Skovene gennemkrydses af mange mindre vandløb, og lige nu er der rigtigt meget vand i dem alle grundet den megen regn vi har fået i den senere tid.

Når jeg går igennem sådan en bøgeskov som denne, kan jeg ikke lade være med at blive meget betaget af de ranke og glatte lodrette bøgestammer der, næsten med majestætisk stolthed, rækker mod den blå himmel. Det er så smukt og rigtigt
👌

Men naturens luner fornægter sig heller ikke i denne skov, for midt imellem alle de stolte bøgestammer finder jeg et mindre, men ikke hele ungt, bøgetræ, som af en eller anden grund har valgt at lade en stor del af sin rodvækst være over jorden. Det er ellers noget man kun ser på stejle skråninger hvor jord bliver skyllet væk af regn, men her var der tale om et helt fladt område. Det er en af den slags finurligheder som naturen byder på, og som jeg elsker
❤️

Som nævnt var der gang i vandløb overalt i skoven, men der var også store grønne områder som i dag stod rigtigt flot mod den smukke blå himmel.

Men den megen regn vi har fået i den seneste tid fornægter sig ikke i markernes lavninger. Mange steder var store dele af markerne dækket af vand som faktisk dannede hele søer på markerne. Flere steder svømmede der både ænder og måger rundt i søerne på markerne
😃

Så nåede jeg frem til Skårupøre, og Skårupøre Sund. Fantastisk smukke scenarier, bl.a med kig direkte over til Thurø. Og lige på den anden side af vejen rejser der sig et flot kuperet skovområde.

Herfra gik turen tilbage igen. Principielt sammen vej, hvilket det ikke helt blev
😁 Jeg skulle jo lige over i det smukt kuperede terræn som jeg netop omtalte, og her så jeg den mest elegante røde glente der som svævende oppefra og nede over trætoppene. Desværre kunne jeg ikke nå at fotografere den (så jeg har lånt et billede af en rød glente fra nettet i stedet). Men det var sådan et øjeblik hvor jeg bare lige holder vejret og står helt stille i nogle minutter 😄

Videre gik turen langs med den bæk der skærer igennem hele området, og som klukker så dejligt og lifligt.

Et lille notabene oplevede jeg på vejen hjem, hvor jeg pludselig kom til et sted hvor vejen var oversvømmet, og hvor der var strandet en bil ude midt i al vandet på vejen
😂. Så er det godt at en bil har et baglæns gear og man kan vende om og køre en anden vej. Det var det jeg gjorde, og jeg kom sikker hjem igen.

En skøn vandretur på i alt 9 km, i et spændende område som jeg kan anbefale til alle der kan lide at færdes i vores dejlige natur.



Klik på billedet for at se flere billeder