My Image

Svanninge Bjerge 29.12.2022


Dagens vandring, Svanninge Bjerge 29.12.2022

Dagens vandring,

I dag handlede det om at komme ud at gå i regnvejr
😁
Fordi jeg havde, i julegave, ønsket mig en regnhat til vandringsbrug så mine briller bliver knap så våde når jeg går i regnvejr. Og jeg har altså været så heldig at få en.
Den skulle selvfølgelig afprøves i
💦 💦
Og det blev den. Den virkede perfekt. Fantastisk
🎩.

Turen gik til Svanninge Bjerge (for jeg ved ikke hvilken gang
🙄 ). Det blev, ud over hatte-testen, til et par smukke ”vinterskov-i-regnvejr” billeder, og også en lille reminder om at skoven allerede nu er ved at gøre sig klar til forårets komme. Knopperne er allerede klar på mange af træerne.

Lidt af naturens luner blev der også plads til – se her et gammelt bøgetræ, der med tiden faktisk har udviklet sig til to selvstændige træer. Det er da smukt
😄

Jeg tog en tur op i et af de mange jæger-tårne der er opstillet i skoven, for at få et bedre overblik over den smukke natur. Lige her er der moseområde nedenfor, og der er i løbet af sommeren blevet udlagt spang hen over det våde område.

Senere gik jeg en tur ned på den nye flotte spang, og her så jeg pludselig to store rovfugle svæve højt oppe. Jeg er ikke sikker på hvad det var for rovfugle, men det kunne være havørne for Arreskov Sø ligger jo lige ved siden af.

Ude i mosen kunne jeg se, at skovarbejdere, eller andre kunstneriske sjæle, har muntret sig med at lave lidt skulpturelt af fældede træer. Det er hyggeligt. Men der var også andre skulpturelle oplevelser at hente i dag. F. eks et gammelt udgået bøgetræ, der er helt overgroet med svampe, og en mægtig kæmpe af en Douglas gran der rager 40-45 meter op i luften.

Når jeg er her, så SKAL jeg forbi Rislebækken. Den er så smuk som den slynger sig igennem hele området. I dag brugte jeg den også til lige at teste om mine støvler var helt vandtætte – det var de heldigvis
😁

Helt skulpturelt er også de mange helt mosovergroede sten der ligger langs med bækken. Et fantastisk farvespil med vandet i bækken, den smukke skovbund dækket med nedfaldne bøgeblade, og de næsten lysende grønne mosdækkede sten. Så bliver man lidt glad i låget
😄

En dejlig, og smuk tur på små 10 km, og endnu et eksempel på, at naturen er meget gavmild uanset vejret.



Klik på billedet for at se flere billeder