My Image

Nørresø 02.08.2023


Dagens vandring, Nørresø 02.08.2023

Dagens vandring,

I dag, onsdag den 2. august 2023, gik turen til et af mine yndlingssteder, nemlig skoven omkring Nørresø ved Korinth på Fyn.

Jeg har været her masser af gange tidligere, og hver eneste gang jeg kommer her, får jeg nye oplevelser med hjem
😄

I sag blev jeg, straks jeg kom ind i skoven, præsenteret for de smukkeste blomster i skovbunden. Det er da noget man bliver glad i låget af – jeg gør i hvert fald
😁

Mit tema i dag var at øve mig på en ret svær foto disciplin: Med kameraet at fange de mange smukke stemningsbilleder man får når man går gennem en skov, og at gengive dem for jer, således at I kan opleve de samme stemninger som jeg oplever i skoven.

I dag synes jeg at det er lykkedes nogenlunde med disse fire billeder:
1. Det smukke lysindfald mellem træerne
2. Kilden til de smukke lysindfald
3. Skoven og søen der spiller så smukt sammen
4. De hængende grene fra træerne der spejler sig smukt i søen

Men, der er også dyrelivet ved søen som altid er rigt.
Her en smuk blishøne der fisker
🐟.
Min ven, fætter Skovsnegl, som altid har god tid, og som altid er smuk kom også og hilste på.
Ligesom en stor flok fasan-kyllinger gjorde (selv om de havde mere travlt med at skynde sig væk
😂).

Ude midt i søen er en lille ø, og her residerer en stor koloni af skarv som ses på den lille tange der løber ud fra øen. Skarv er (for det meste) en jordynglende fugl, så det er her på tangen de har deres redepladser. Men det er lidt pudsigt, at skarvene også havde indtaget et udgået træ inde på søbredden lige ud for øen. Skarven er jo en vandfugl og en glimrende svømmer, hvilket gør det lidt usædvanligt at den også residerer på grene i træerne. De fleste fugle med svømmefødder sidder normalt på mere flade underlag når de ikke er i vandet.

Her er også en familie af smukke svaner, som gerne præsenterer deres imponerende vingefang – om end det er på stor afstand
😄

Når man står inde på bredden af søen, og kigger ud mod den lille ø, kan man fornemme både tangen med skarvkolonien og et udgået træ ca. midt på øen. Som I kan se på billedet er det et kig på temmelig lang afstand, men jeg synes at der sad noget i det udgåede træ, som ikke lignede en skarv.

Så jeg zoomede ind med kameraet. Og hvad dukkede der op
🥺 i min linse ….

En meget, meget ung havørn der sad i træet – helt stille og virkede næsten lidt forskræmt. Smuk fugl, som bare bliver endnu smukkere efterhånden som den vokser til. Men som den var her, var hverken skarv eller andre fugle skræmte af at den sad der. På et tidspunkt satte en allike sig også helt uforstyrret i træet.

Det var smukke, usædvanlige og dejlige oplevelser.

Jeg slutter denne fortælling med et billede at hele øen, inkl. en helt uforstyrret skarvkoloni og en havørn i træet lige ved siden af. Et dejligt og smukt syn, som får mig til at navngive den lille ø til ”Paradisøen for Skarv og Havørn”.







Klik på billedet for at se flere billeder