My Image

SIlkeborg Vesterskoven 13.02.2023


Dagens vandring, SIlkeborg Vesterskoven 13.02.2023

Dagens vandring,

Turen gik i dag, 13.02.2023 til Silkeborg Vesterskov.

Skovene omkring Silkeborg er fantastiske, og jeg er slet ikke færdig med dem endnu
😁.

Denne gang blev det, som skrevet, Vesterskoven, og målet i dag var 10 km i kuperet terræn og temaet var primært spændende og sjove scenarier, faconer, mønstre og konturer i naturen.

Vi starter dog lige med at par skud af det gode vejr ved parkeringspladsen da jeg ankom til Vesterskoven. Smukt
👍

Men så kommer vi til det første spændende motiv. Et gammelt træ der vender ”rumpen” ud, så man kan se at det lige har været trængende og er kommet af med noget
😂

I Vesterskoven er der flere mountain-biker spor der krydser stien mange steder – og de bliver brugt – hvilket også er ret tydeligt på billedet her
😁.

At det er til fordel for skoven at man mere og mere går over til begrebet ”urørt skov”, hvilket betyder at dødt træ og plantemateriale ikke bliver fjernet men bliver liggende i skovbunden, er tydeligt her. På billedet her, har et grantræ sået sig selv på en gammel træstub, og i gren ”affaldet” fra samme træ har en masse andre træer også slået rod. Det giver ny skov, og det det understreger at naturen kan godt selv uden at vi mennesker blander os alt for meget ……

På trods af at det er vintertid, ser vi stadig den helt mosdækkede skovbund med den helt fantastisk smukke frisk-grønne farve. Det går mig i godt humør – håber også I bliver i humør af sådan noget
😁

Det er jo også smukt og spektakulært når en gammel træstuv i skovbunden bliver helt skulpturel og danner flere huler til smådyr med beplantning på ”taget”
👍

Et fældet træ i skovbunden kan også være utroligt betagende. Dette her sad jeg på og holdt min frokost inden jeg gik på knæ og fangede i hele sin længde.

I denne skov findes et område der hedder Knagerne. Det er et område med 250 år gamle bøgetræer. Jeg tænker altid når jeg går blandt så gamle træer, at jeg ville ønske at træerne kunne tale. Hvis disse her træer kunne tale kunne de nok fortælle om at, da de var ”børn” havde der for nylig været et kæmpe vulkanudbrud, som varede i 6 år, på Kanarieøen Lanzarote som dels udvidede øen med mange kvadratkilometer og som skabte det som i dag er kende som Ildbjergene, herunder vulkanen Timanfaya der stadig er op til 4000 grader varm 6 meter nede visse steder. Dette kunne jeg ikke lade være med at tænke på da jeg vandrede i ”Knagerne”, fordi vi lige et par dage før var kommet hjejm fra en dejlig ferie på netop Lanzarote
😁.

Og her så et af de imponerende gamle bøgetræer. Det er jo helt majestætisk.

I området jeg vandrede i i dag, er der flere gravhøje som træder tydeligt frem i skovbilledet. Her er også et betagende kig til en lille birkelund som næsten lyser med en mørk rødlig farve i grentoppene. Det kunne jeg ikke lade være med at tage med hjem også
😁.

SÅ kom jeg til opstigningen til Silkeborgskovenes højeste punkt, Frederik VII’s høj, der rejser sig 123 meter over havet.

Det er tydeligt at terrænet er kuperet, og at nedfaldne grene og andet naturmateriale skaber mange smukke konturer. Det er også spændende at træernes rødder har formet noget der næsten ligner en trappe på vej op til højen.

Og så lige endnu en særpræget kontur. Et væltet træ på en bakke ligner mest af alt et kæmpe grøntinsekt der kravler ned af bakken. Og træet der er i skole og rækker fingeren op
😂.

Udsigten fra Frederik VII’s høj er bare smuk. Den må han have nydt meget
😳.

De sidste par spændende scenarier er træet der har ”brækket armen” og en ”levada” rende (kender levadaer fra en tidligere ferie på Madeira) der lever vandet fra bakkerne ned over stierne i render.

En dejlig dag, og en pragtfuld tur.






Klik på billedet for at se flere billeder