Hindsgavl skov 22.03.2024
Dagens vandring, Hindsgavl skov 22.03.2024
Dagens vandring,
Som så mange gange tidligere, gik turen i dag til Hindsgavl Skov.
Jeg var ude for at få spætter i linsen – grøn-, flag-, eller sortspætter.
Tålmodighed er jo som bekendt en dyd, ikke mindst når man er ude i sådan et ærinde som jeg var i dag. Derfor fandt jeg et sted i skoven hvor spætterne ofte ses, og fandt en god væltet træstamme at sidde på, og her sad jeg helt stille i en times tid, og bare ventede mens jeg brugte øjnene alt det jeg kunne på den omkringliggende skov (jeg ved godt at der er en ubetinget fordel også at bruge ørerne når det handler om fugle, men jeg har den lille udfordring at jeg overhovedet ikke kan høre højfrekvente lyde – så øjnene må gøre jobbet i stedet 👁👁 ).
Men, men – spætterne ville åbenbart slet kke lege med mig i dag, så det blev ikke til nogle spætter 😁
Men tålmod lønner sig alligevel, for på meget lang afstand så jeg en smukt farvet fugl højt oppe i et træ. Enten var den ved at bygge rede eller også lå den på rede. Desværre var det ikke forsiden af fuglen jeg kunne se, men jeg vover pelsen og gætter på, at det var en skovskade (kommentarer hertil modtages meget gerne – se de to første billeder hvor nr. 2 billede er en forstørrelse af området i den røde ring på det første billede.)
Men jeg fik mere belønning for min tålmodighed 😁. For i et træ ikke så langt fra hvor jeg sad, sad et sort egern og furagerede i grenene. Desværre kunne jeg kun få lidt af egernets bug med i linsen. Men lidt er absolut bedre end ingenting 😳.
Efter jeg havde rejst mig fra træstammen, og var fortsat min vandretur gennem skoven, stødte jeg på disse to flotte fyre som helt tydeligt signalerede, at det var middagslurs-tid for då-hjorte, både i skoven og på engen 😁
Flere steder i skoven er der opstået mindre søer på grund af det helt utroligt meget regn vi har fået de sidste mange måneder. Den gode nyhed er, at det giver nogle meget smukke og betagende scenarier med unge og gamle træer med ”fødderne” i vand, og smukke spejlinger i regnvandssøen. Det er også smukt at blomsterne bryder op gennem den våde jord langs kanterne af søen. Så er det ved at være forår 🌱
Til slut på min tur kom jeg forbi denne stub af et træ som sikkert er væltet i en storm. Jeg kunne ikke lade være med at fotografere det fordi jeg pludselig så, at det jo er en skulptur. En natur skulptur af et slangehovede som er ved at sluge et større dyr helt. Det er den slags finurligheder i naturen som jeg slet ikke kan lade være at fotografere og kommentere. Det er bare så skønt 😁
Det var historien for denne gang. God tur til alle der skal ud og nyde vores dejlige natur.