My Image

Nørresø, 02.11.2024


Dagens vandring, Nørresø, 02.11.2024

Dagens vandring,

I dag, lørdag den 02.11.2024, var vejret fantastisk.
Høj sol, ca. 8 grader, og praktisk taget ingen vind.
Perfekt dag til at tage en efterårstur i naturen
😁.

Det var lige hvad jeg gjorde, og når nu forholdene var så perfekte, så tænkte jeg at jeg måtte vælge min vandring med stor omhu.

Det var et svært valg, for jeg har vandret utroligt mange smukke steder, men et af mine absolutte favoritsteder er Nørresø ved Korinth, Faaborg. Det er netop et sted der altid, og på alle årstider, er god for nogle helt fantastiske scenarier, og derfor endte det med at blive dagens valg.

Det har jeg ikke fortrudt
😔.

Prøv bare at se det første billede – det er det scenarie jeg blev mødt med lige da jeg steg ud af bilen. Så får man da ikke en smukkere efterårs-velkomst i naturen, hva’?

Og her var masser, altså virkeligt MASSER, af liv her. Gråænder i flugt, knar-ænder på søen, var blot nogle af de første skud jeg fik i linsen i dag.
Smukt ikk’
😁.

Skovens efterårsfarver har altid betaget mig, og i dag var ingen undtagelse. Nyd det gul-brune løv på træerne, de smukke svampe i skovbunden, Og når der så lige kommer en flot guldsmed (alm. Hedelibel) og sætter sig tilrette på et blad i skovbunden, så bliver det ikke meget smukkere.

Nyd udsigten over søen her, og fornem hvor meget liv her er, Her er virkeligt mange slags vandfugle. Ænder, gæs, blishøns, skarv, svaner, lappedykkere, o.s.v.

Her var også mange småfugle i dag, som jeg ikke fik i linsen. Jeg så bl.a. fuglekonge, rødhals og spætmejse.

Jeg fik også lige ”rumpen”, og det enorme vingefang, af en voksen havørn i linsen i dag. Den var på vej væk fra søen, og på det første billede ser det næsten ud som om den har en jetmotor bagi
😁. Det havde den nu ikke, men man får her et meget godt indtryk af, hvor enormt et vingefang sådan en havørn har.

Her var masser af fasaner i dag, og her fik jeg lige en stolt kok i linsen.

Nede for enden af søen er et hvilested med bænke og borde, og med et fantastisk blik over næsten hele søen. Med skoven klædt i de smukkeste efterårsfarver, og med et vejr som det var i dag, bliver det ikke meget mere betagende. Imens jeg sad der og nød synet kom et ægtepar derned også. Da de havde stået der lidt sagde manden: ”Man bliver næsten helt åndeløs af de smukke farver”. Det kunne jeg kun give ham ret i
😁.

Den næste billeder viser tydeligt hvor meget liv er her, og hvor mange smukke scenarier jeg mødte på min vej.

Jeg stødte også på en fasan-kok i et træ. Det har jeg aldrig set før – så oplevede jeg også noget helt nyt i dag
😀.

Inden jeg kørte hjem fra dette skønne område, var jeg lige en tur forbi Brændegårds Sø, som ligger meget tæt på.

Her var om muligt endnu mere liv i søen – og en meget høj og larmende skræppen og uro i vandet. Fuglene på søen havde samlet sig i flere store grupper, så jeg tror at havørnen måske lige havde været forbi her. Men jeg så den ikke her i dag.

Til gengæld lykkedes det få en silkehejre i flugt i linsen – og ovenikøbet med endnu en silkehejre stående i vandet i baggrunden.

Ganske kort efter jeg var startet på hjemturen fra Brændegårds Sø, mødte jeg denne unde dåhjort, der var ud og gå sig en tur.

En helt utroligt smuk og oplevelsesrig dag.





Klik på billedet for at se flere billeder