My Image

Vejle Ådal, Haraldskær 06.10.2024


Dagens vandring, Vejle Ådal, Haraldskær 06.10.2024

Dagens vandring,

Turen gik i dag til Vejle Ådal, området omkring Haraldskær Gods.

Haraldskær er en gammel herregård som er kendt tilbage fra 1400-tallet. Herregården ligger lige ved overgangsstedet ved Vejle Å, hvor Kongevejen mellem Skanderborghus og Kolding Slot tidligere passerede.

Kunne de tykke mure på Haraldskær tale, ville de fortælle en levende historie om brutale vikinger, en tid som geværfabrik, storhed og indemurede spøgelser.
Det fortælles, at en ung, hvidklædt jomfruhver nat vandrer fra kirkegården, gennem Haraldskær og ned til åen.

Her startede vores tur kl. 10.00 (så den hvidklædte dame var heldigvis væk
😁).

Jeg mødtes med @Per Hindse-Nielsen på parkeringspladsen ved Haraldskær, og så startede vi vores godt 7 km vandretur i området heromkring. VI havde begge været på Haraldskær for ganske nyligt, fordi Pers datter og min kærestes søn holdt deres bryllup på Haraldskær Gods i september måned
😁.

Det var en fantastisk smuk dag. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, der var praktisk taget ingen vind, og temperaturen lå på 10-12 grader. Helt perfekt vandre-vejr.

Skoven er så småt begyndt at få stærke efterårsfarver – det er så smukt.

Det havde været en ret kold nat, så morgenen havde også budt på tåge, Derfor var der mange spændende. Og smukke, spind i græsset langs med stien vi gik på.

Nu var vi fremme ved Kvak Mølle, som i dag er en overnatningsplads med sheltere, bålplads, toiletter og alt til ”udeovernatnings-faget” hørende
😁.

Kvak Mølle var i 1600 tallet en kornvandmølle, som fik sin kraft fra bækken der løber lige forbi. I 1914 blev der installeret en el-turbine der forsynede Haraldskær Gods med el, og i 1927 en dieselmotor, som var i drift indtil 1940. Møllebygningen, som var ret af anselig størrelse, er nedrevet, og henligger i dag som ruin.

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret over naturens fleksibilitet og kræfter. Prøv at se dette træ, hvor store grene har været skåret af i flere omgange. Fantastisk hvordan det danner sårskorper og læger såret med ny bark. Tænk, hvis mennesker kunne gøre det samme. hvis de fik skåret en arm eller et ben af …..

Så gik turen lidt op i terrænet, og efter en kold nat og tåget morgen er der mange smukke scenarier, f. eks dug-dråber på trådhegnet og i spind på buskene.

Terrænet er meget kuperet her, og der er mange fantastiske udsigtspunkter – her er et billede ud over landskabet fra et af dem.

Nede igen, ramte vi Vejle Å, som slynger sig igennem landskabet, og som har meget rent vand. Så rent at der fiskes bl.a. ørreder i åen
😁 som lystfiskeren her er i gang med.

Oppe i landskabet igen, var der frit udsyn til Haraldskær Gods, inkl. den gamle røde avlsgård og med et lige så kuperet terræn bag ved godset. Det er bare smukt
😁.

Herefter gik turen ind i skoven, og så var det tiden at tage et billede af vandringsmand Per, som ikke er så erfaren ud i vandrings-disciplinen
😁. Men han gjorde det fremragende, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang vi har slået pjalterne sammen og tager en spændende vandretur i vores skønne danske natur.

Inde i skoven er der altid mange interessante lysvirkninger – her er det solen der laver stjerner i træernes grene. Smukt synes jeg.

Endnu et billede af Haraldskær taget oppe fra skoven – og efterfølgende kom vi ned i terrænet igen, og ramte Vejle Å igen. Det er altså også betagende – med blå himmel og bløde skyer der spejler sig i åens vand. Så kan man da ikke andet en at blive glad
😁.

Vi nærmede os nu stedet for vores sidste pause (dem var der tilpas mange af, som der jo skal være i ethvert godt arrangement
😁). Vi skulle over en bro over åen, og lige foran os satte en smuk guldsmed (alm. Hedelibel) sig tilrette på broen, helt klar til at stå model for fotografen. Tak for det Hedelibel 🙏.

Efter at vi passerede broen, som ses på det næste billede, var vi tæt på udgangspunktet igen, og vi fik holdt vore dejlige pause, og fik et billede af broen over åen
😁.

På det sidste stykke ned mod parkeringspladsen, lå den smukkeste fotomodel på marken og tyggede drøv. Den nærmest bad om at blive fotograferet
😂.

En herlig tur, i det bedst tænkelige terræn, og i fantastisk selskab.

Det må vi gøre igen
😁





Klik på billedet for at se flere billeder