dag, den frostklare og solbeskinnede12. Januar 2025, gik turen, sammen med Per, til Himmelbjerget ved Silkeborg.

Vi startede turen på parkeringspladsen lige foran Hotel Himmelbjerget som ligger næsten på toppen af ”bjerget” 12.

Her skulle der skiftes til det varme tøj, og det helt rigtige fodtøj 12 12.



Nu kunne vi begynde den ret korte opstigning mod tårnet på toppen af Himmelbjerget. Kort, det var den, men hold nu op for en udsigt der mødte os. Det var bare fantastisk smukt, ikke mindst på grund af det flotte og meget klare vejr.



Men der var også en del oplevelser på denne korte opstigning. Her var flere mindesten, bl.a. for Steen Steensen Blicher og for indførelsen af kvindernes valgret i 1915, og her var en mængde skulpturer skåret ud i hele træstammer. Det var utroligt flot og spændende. Jeg fik en version af den gode Storm P. Tuborg-mand i linsen her 12.



Så kom vi op til tårnet.



Lidt fakta om tårnet.

De fleste tænker nok på Himmelbjergtårnet som et udsigtstårn, men det er ikke hele historien. 

Faktisk har tårnet baggrund i de dramatiske politiske kampe i Danmark i 1860’erne.

Efter nederlaget i 1864 ændrede man den danske forfatning, og Rigsdagen vedtog i 1866 at indskrænke valgretten til Landstinget, så der var sikret et konservativt flertal. Derved fik man reelt et godsejerstyre i Danmark.

Det fik mange mennesker over hele landet til at protestere. Også på grundlovsmøderne på Himmelbjerget blev der protesteret.

Ved mødet i 1867 foreslog Michael Drewsen, at man på Himmelbjerget skulle rejse et mindesmærke for Kong Frederik 7., som havde givet folket Grundloven i 1849. 

På den måde kunne man også vise sin utilfredshed med den nye Grundlov af 1866.

Drewsens forslag førte til dannelsen af en Tårnkomite, som skulle samle penge ind til at opføre Himmelbjergtårnet. 
Efter syv års indsamling var pengene i hus, og arbejdet med at opføre det 25 meter høje tårn kunne begynde.

Så tårnet er altså et mindesmærke over Kong Frederik VII og en protest mod godsejerstyre.





Men hold nu op hvor er der smukke udsigter ud over hele Julsø her oppe på toppen af Himmelbjerget.
Man får her en helt præcis fornemmelse af hvor stor Julsø er, og hvor smukt hele området er – også selv om det er vinter og der ingen blade er på træerne.

Efter vi havde nydt dette pragtfulde sted i en stund, begyndte vi på nedstigningen fra det 147 meter høje Himmelbjerget, som falder med 125 meter ned mod Julsø.

Det var der vi skulle ned 12. Så vi gik i gang med at gå nedad.


Himmelbjerget er egentlig ”bare” en af mange istids -bakker i Søhøjlandet, men turen er meget smuk.



Se f. eks dette smukke træ, som fremstår helt skulpturelt nu hvor grene er helt nøgne og uden blade på.

Det er da bare smukt, ikk’?

Og dette imponerende blik ud over det kuperede, og fredede, landskab med skov og hede.





Det var jo, som det kan ses på billederne, en flot og frostklar solskinsdag. Temperaturen har ligget lige omkring frysepunktet, og natten inden havde det været 4-5 graders frost.

På vores vej ned mødte vi disse smukke og spektakulære isformationer på jorden.

Det var et helt tyndt lag is – det lignede en lille vandpyt der var frosset til ret hurtigt – som mange steder havde løftet sig fra jorden således at der var luft nedenunder. Samtidigt dannede det nogle helt spektakulære ismønstre.



Det skulle selvfølgeligt fotograferes på alle tænkelige måder 12






Det var på alle måder en smuk og oplevelsesrig ”nedstigning” af Himmelbjerget vi havde der.

Et lille kuriosum er, Himmelbjerget, i den nordiske mytologi, er det højeste bjerg i gudernes verden, Asgård. Guden Heimdal bor på Himmelbjerget og sidder for enden af regnbuen Bifrost og vogter over, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård.Da vi nåede ned til Julsø, mødte der os dette skønne syn.

Vi var helt nede på søbredden, og i Julsø er der god plads til både ænder og en ”lille båd der gynger” hvor der sidder en mand og fisker.
Det er da idyl, ikk’ 12



Så var det tid til at få tanket energi.

En meget venlig sjæl (Pers kone, Anette) havde bagt en dejlig banankage til os, som vi havde med på turen, og her ved bunden af nedstigningen var heldigvis placeret bænke og borde. Et helt perfekt match. Og vi nød det i fulde drag 12

Videre gik vores tur langs med søens bred. Helt bogstaveligt langs søens bred. Vi var, som nævnt, helt nede ved bredden, og kunne nyde de pragtfulde scenarier ud over søen hele tiden.



Stien var meget smal, og vi skulle passe meget på når der kom ”mod-gående” trafik – hvilket der gjorde et par gange, både med børn og hunde – at vi ikke faldt i vandet.



Dette billede giver et meget godt indtryk af hvor smal, og visse steder også stejl, samt hvor tæt på søen stien var.
Det er Per med den blå rygsæk der går længere oppe på stien 1212

På vores vej mødte vi dette smukke scenarie. Et sted i skoven hvor rimfrosten stadig sad smukt på træer, i buske og på selve stien.
































Her var også et par smukke svaner i søen, og selv om de gemte sig lidt bage ved grenene, fik jeg dem dog ”med hjem” alligevel 12.







Så var vi fremme ved Hotel Julsø, hvor vi skulle begynde opstigningen til toppen igen.

Hotellet er et lille badehotel, med en anlægsplads til Hjejlen lige nedenfor, og med en rød kat på terrassen der lige fik sig en middagslur 12.













Turen op var lige så smuk som turen ned, og igen nød vi de mange smukke udsigter.

En smule forpustet blev vi, men med et par pauser undervejs gik det fint.

En helt igennem fantastisk dejlig tur, i det bedste selskab, og med det smukkeste vejr man kan forestille sig.

På vejen hejm tog jeg, efter at have afleveret Per i Vejle, turen langs med Vejle fjord.



Tiden var nu ved at nærme sig solnedgang, og på vejen opdagede jeg at der, på himlen som var ved at mørkne, stod en meget smuk måne.

Jeg kunne også se, at den nedgående sol reflekterede i et vindue på den anden side af fjorden, og at det gav en meget flot spejling i fjordens vand.




Den smukkeste måde at slutte en helt perfekt og dejlig dag af på.