Kolding skov, Marielundskoven 18.03.2026
Et af dagens temaer er forårets komme.
Se bare de skønne billeder af store fede grønne knopper på træer og buske, hasselbuskenes lange gyldne rakler som er plantens han blomster og de bitte små knopper med ildrøde støvdragere, som er plantens hun blomster, og alle de skønne forårsbebudere der frodigt stiller deres smukke ansigter op ad jorden.
Så ramte jeg Troldhedestien.
Her har jeg gået før. Den 23.10.2023 gik jeg ca. halvdelen af stien, og i dag var det så den anden halvdel det gik ud over 😄.
Turen bragte mig forbi det gamle skovløberhus, og langs med stien løber Dalby Møllebæk på et længere stræk.
Bækken har en struktur der virker meget velegnet til vandstæren, så jeg gik og kiggede efter den mange steder. Jeg fandt den dog ikke, men til gengæld fandt jeg flere små "vandfald" i bækken og det er altid smukt at både se og høre på.
Turen langs med Troldhedestien byder også på et meget kuperet landskab, og på et tidspunkt da jeg holdt et lille hvil på en bænk i et af de områder, fik jeg øje på to rovfugle der svævede højt oppe over bakkerne.
Normalt når man ser rovfugle i naturen som man ikke lige kan bestemme arten af på afstand, hælder man til den antagelse at der er tale om musvåger - fordi det er den mest almindelige rovfugl på vores breddegrader.
Jeg var også umiddelbart af den opfattelse at der var tale om musvåger, men efter jeg kom hjem og har set nærmere på billederne, er jeg ret sikker på at der er tale om fjeldvåger. Alle de typiske kende tegn for fjeldvåge er i hvert fald til stede her 🦅.
Den sidste, og langt den største, af søerne i dag var Marielundsøen.
Virkeligt smukt område med masser af liv. Her var almindelige gråænder, her var troldænder og her var et utroligt smukt par af den store skallesluger.
Og her oplevede jeg dagens helt store kuriosum.
Pludselig så jeg en skilpadde der sad på en træstamme som var væltet ud i søen. Jeg var af den opfattelse at der ikke lever skilpadder vildt i Danmark, men en venlig dame fortalte mig at der var tale et par stykker som nogle havde haft som kæledyr og som de havde sat ud i søen.
Efter at have undersøgt lidt i det, er jeg blevet klar over at der er tale om en rød-øret terrapin. En art som faktisk bliver betragtet som invasiv, fordi den ikke passer til det danske økosystem. Der er dog den trøst, at skilpadder ikke kan yngle i det danske klima - så der bliver ikke flere af dem. Til gengæld kan de blive temmelig gamle.
En spændende og helt uventet oplevelse
En skøn tur med mange dejlige oplevelser - også af de helt uventede 😄