Peter Kromans Familietræ

GEORG HANSENS VERDEN

Georg Hansen, min morfar, er i den grad en personlighed der har sat sig spor sig på sin egn, både i sin samtid og efterfølgende. Der er f. eks oprettet et helt afsnit om ham og hans liv på Andelsmuseet Nyvang i Holbæk. Georg er født den 17. juni 1904 i huset her på Glostrupvej 33 Egebjerg, som han boede i hele livet. Huset er bygget af Georgs far Hans Hansen, i 1895 hvor Hans’ og og hans hustru Cæcilie flytter fra Hølkerup, hvor Hans var insidder hos Gårdmand Lars Peter Larsen, til Glostrup, og hvor deres sociale status skifter fra at være Insidderfolk til at være Husfolk.

Billedet der formentligt er fra ca. 1908-09 viser sandsynligvis længst til venstre Georg som ca. 5 årig, hans storesøster Anna der er to år ældre og hans lillesøster Rimor der er 2 år yngre samt to andre piger, der formentligt er legekammerater fra omkringliggende gårde. Ved gavlen ud for vinduet til det jeg kendte som soveværelset, står mor Cæcilie. Vinduet ved siden af Cæcilie er ind til det der senere var Georgs skomagerværksted, og det første vindue på facaden hvor børnene står, er ind til samme værelse. Huset ser på dette tidspunkt lidt anderledes ud end sådan som jeg husker det fra 1960‘erne, hvor jeg tror der er blevet bygget til i den ene ende ende, ligesom jeg er sikker på at hoveddøren er flyttet. Det ser, på billedet, ud som on der på dette tidspunkt netop er bygget ovenpå huset, hvilket ikke er usandsynligt fordi der på dette formentligt var mindst 5 børn, 2 piger og tre drenge, i alderen fra ca. 3 år til ca. 15 år hjemme.

Georg er nummer ni ud af en søskendeflok på ti, hvoraf den første er født i 1884 og den sidste i 1906. Fem af hans brødre emigrerede til USA (læs historien om dem her). Georgs far var landpostbud Hans Hansen født i 1854 i Højby, og hans mor var Cæcilie Kristiane Margrethe født 1864 i Egebjerg.
 

Goerg gik i den “stråtækte” skole, der dog ikke var stråtækt men derimod en helt ny skole der stod færdigbygget i 1903, i Egebjerg, med skolegang hver anden dag i 5-6 år, og ind imellem tjente han som karl på gårdene i omegnen. Det er sandsynligt at Georg findes på dette billede der er taget i skolegården på Gl. Egebjerg Skole i 1914. Efter endt skolegang, kom han i lære som skomager, men han blev aldrig færdiguddannet fordi skomageren han var i lære hos holdt op. Han havde dog fået lært sig så meget af faget, at han livet igennem arbejdede som skomager fra fødehjemmet på Glostrupvej, som Georg overtog efter forældrene i 1938 da hans mor døde.

Her er Georg som helt ung mand formentligt i 16-20 års alderen (1920-1924)

Her er Georg netop gengivet i en af de situationer jeg husker ham allertydeligst i, som skomager på sin trebenede skomager-skammel mens han meget koncentreret udfører sit håndværk. Georg var en dygtig skomager, og blev hyppigt brugt af borgere og bønder i Egebjerg og Glostrup. Det var altid særligt hyggeligt når der kom nogen for at aflevere eller hente sko hos ham - så var der tid til en god historie eller en snak om småt og stort. Han lavede næsten altid sko om eftermiddagen når han var færdig med sine øvrige jobs. Det er fra disse eftermiddage jeg husker ham så tydeligt som han ser ud på billedet her. Skomageriet var et, af mange, bijob som Georg havde påtaget sig og mestrede til fuldkommenhed.

Skomageriet var altså ikke Georgs eneste job. Som nævnt var Georgs far postbud, og dette fag efterfulgte Georg ham i, og det blev hans hovedindtægtskilde gennem det meste af hans liv. Samtidigt var dette job, det ene af tre jobs, der i den grad var medvirkende til at Georg havde en fysik man ellers skal lede længe efter. Grunden er jo, at posten på landet blev bragt ud på cykel, og da der jo kunne være temmelig langt mellem huse og gårde derude, så blev det til ret mange kilometre hver eneste dag. Samtidigt er området Egebjerg, Glostrup, Bråde, Vig temmelig bakket, så det var altså ikke kilometrene alene der gav Georg denne fantastiske fysik.

Her forlader Georg præstgården i Egebjerg på sin postcykel, som jo altså var et af hans vigtigste arbejdsredskaber. Georg var, som skomager på den ene side, og som dagligt lokalt landpostbud på den anden, både vellidt og velkendt i lokalsamfundet. Folk kom til ham med sko der skulle forsåles og repareres, og han kom til de samme folk på sin cykel med post, og uanset hvilken rolle han havde var der altid et smil på læben, og der var også altid plads en en glad bemærkning til de mange mennesker han på den måde kom i jævnlig kontakt med.  Den selv samme cykel blev brugt til de andre jobs der holdt Georg i super fysisk form. Det ene job handlede om at han kørte med Julens glæde et par gange om året, hvor han cyklede rundt i flere sogne og samlede ind således at folk var sikre på at have lidt at gøre godt med i julen.

Det andet job var, at Georg var musiker, hvilket var den titel han brugte om sig selv gennem livet, og som også fremgår af både navneskiltet på hans hoveddør og af hans gravsten. Hvor og hvordan Georg har lært at spille har jeg ikke kendskab til, men han begyndte allerede at tage ud at spille som 17 årig ung mand, så han må jo have lært, eller lært sig, at spille som dreng.

Georg var helt sikkert lidt af en virtuos på violinen, hvilket han gerne demonstrede for os en gang imellem på Glostrupvej. Han fortalte også gerne gode (og sikkert også røver-) historier fra hans mange oplevelser som musiker. En af hans yndlingshistorier handlede om da han og hans spillemakker, Valdemar, en vinteraften var ude at spille til bryllup på Odden.

Georg og Valdemar var taget afsted på deres cykler fra Glostrupvej om eftermiddagen, med kurs mod Yderby, Odden - en tur på nøjagtigt 30 km i et til tider temmelig kuperet terræn. De spillede det bedste de havde lært til festen for brud, gom og gæster, og først på natten skulle de så hjem til Egebjerg igen. Der var bare i mellemtiden sket det, at der var udbrudt en voldsom snestorm over hele Odsherred, og de var bestemt ikke klædt på til snestorm. De havde faktisk bare deres almindelige spilletøj på, som formentligt bestod af en finere skjorte, tynde bukser, festjakke og tynde sko. Nå, men pivet var Georg jo ikke, så de besteg cyklerne, og påbegyndte en 30 kilometers kamp mod elementernes rasen. Iført tyndt tøj. De asede og sled mod stormen, kulden, og sneen, og da de var kommet et stykke vej ville Valdemar ikke mere. Han satte sig ned i grøften og sagde til Georg at han bare kunne fortsætte, så ville han selv blive siddende der indtil det blev bedre vejr. 

Men den gik ikke med Georg. 

“Jeg skal op og gå med post i morgen tidlig, Valdemar, så jeg har altså ikke tid til at komme herud og samle dig op i morgen. Så du må op på cyklen igen”. Så Georg fik stablet Valdemar op på cyklen igen, og på forunderlig vis kom de begge helskindende retur til Glostrupvej. Det var faktisk en livsfarlig ekspedition de der begav sig ud på, og det er lidt af et under at de begge kom fra det med livet i behold. Men det er meget kendetegnende for Georg og hans styrke. Han gav ikke sådan lige op. Havde han en pligt eller en aftale, så gjorde han det der var nødvendigt for at overholde det. Sådan var han. Her er Georg som musiker, formentligt fra ca. 1984, med hans elskede violin som fulgte ham gennem livet.

Her giver Georg, på sine ældre dage, et nummer på violinen i dagligstuen foran skorstenen.

Nu skulle man jo umiddelbart tro at Georg havde jobs nok. Men nej. I mere end 40 år af sit arbejdsaktive liv var Georg hjælper for ringeren i Egebjerg kirke, og var på den måde tæt tilknyttet kirken. Jeg er temmelig sikker på, at Georg også nød den skønhed netop denne kirke, og specielt dens beliggenhed på en bakke højt hævet over Egebjerg by og med udsigt direkte ned over Isefjorden og Siddinge Fjord, byder på. Samtidigt ligger Egebjerggård meget tæt ved en af de gårde som Georg formentligt har tjent på som dreng, og ung mand.

Her rejstes i skellet mellem Egebjerg kirke og Egebjerggård i 1915 en mindesten for N.F.S. Grundtvigs moder, Kathrine Marie Bang, der er født på Egebjerggård den 1. juli 1748, og som i 1768 på Anneberg blev gift med Grundtvigs fader, Johan Grundtvig, der var præst på Odden, og tidligere havde været capelan i Egebjerg kirke. Goerg var jo, som den gode Grundtviganer han også var, helt sikkert heller ikke fuldstændigt ufølsom over for det faktum, at Grundtvigs moderlige aner fandtes lige her, og at faderen også havde haft sit virke i kirken.

Mine erindringer, væsentligst fra mine ferier i Glostrup, om Georg handler om en altid smilende og glad mand, der altid var beskæftiget med et eller andet. Men han var også en gæv gut. F. eks var der i Valborgs køkken endnu ikke var lagt rindende vand ind, så der stod en pumpe ved køkkenvasken der kunne hente dejligt koldt vand ude i brønden. Den brugte Georg hver aften når han skulle vaske sig - og det foregik i koldt vand og i køkkenvasken. Først vaskede han ansigtet, og så hænder og arme med en neglebørste og grov håndsæbe. Men tænderne skulle jo også gøres rene. Så når han far færdig med ansigt, hænder, og arme, tog han hele gebisset ud, og gav dem en tur med neglebørsten også, og så fik de lige et skvæt fra pumpen bagefter, og så ind på plads med dem igen. Ikke så meget pjat.

Et andet godt eksempel handler om en lidt mere tabubelagt del af den menneskelige krop. 

Det er ikke svært at forestille sig at Georg, der jo opholdt sig i sadlen på sin cykel temmeligt meget af sin tid, let kunne blive plaget af problemer med bagdelen. Men det var der også råd for - ihvertfald når man var Georg. Han tog simpelt og fyldte den ene hule hånd med almindeligt kogesprit og slyngede det op i bagdelen. Stille og roligt, og uden en lyd. Det kunne holde de fleste problemer i ave sagde han. Denne lille fikse løsning, skulle min far - Niels Vagn, der også led af hæmorrider, så også prøve en gang vi var på familiebesøg hos mine morforældre. På det tidspunkt havde de fået lagt både rindende vand, og træk-og-slip toilet ind på Glostrupvej 33, og min far trak sig derfor, med spritflasken, tilbage til toilettet for at få sit problem løst. Jeg tror aldrig jeg, hverken før eller siden, har hørt nogen hyle på den måde. Vi troede simpelt hen hele huset skulle falde sammen om ørerne på os, sådan skreg han. Ingen kunne ihvertfald være i tvivl om at det gjorde av på min stakkels lille fars bagdel. Om det så hjalp ham, melder historien ikke noget om, for han var ikke specielt snakkesalig bagefter. Men det var faktisk ret underholdende, og det fortæller ihvertfald en historie om hvilket slags stof Georg var gjort af.
 

Jeg husker, som nævnt, nok Georg allerbedst fra skomagerværkstedet, hvor jeg kan genkalde mig både lydene - de høje skingre lyde når han trak såler af skoene, slaglydene når han slog gummi under træsko, eller den summende lyd når han syede sko på sin store sko-symaskine, og lugtene - de stærke lugte når han brændte sådan en sort firkantet klump med en brænder, det var en slags voks han brugte til indfarvning af læderet, lugten når han blandende den stærke lim han brugte til at lime såler på med og til at lime skind sammen med der var gået i stykker, og duften af hans slidte læderforklæde han altid havde på når han sad der på sin trebenede skammel i værkstedet, og lavede sko.

Georg var, som det også fremgår her, en oplevelse af de helt særlige, og jeg både glad for og stolt over, at have kendt og oplevet ham. Og over, at han er min familie i direkte linie. Jeg håber at have arvet bare en lille smule af hans fantastiske energi, flid, gævhed, og gå-på-mod.

Valborg døde den 18. april 1982 i Egebjerg.  Georg døde den 1. oktober 1994 i Egebjerg.  De er begge begravet på Egebjerg kirkegård.