Slægtens historier i ord og billeder Alle rettigheder forbeholdes


NIELS VAGNS VERDEN

Stacks Image 2972

Niels Vagn blev født i dette hus den 12. maj 1929. Adressen er Guldbergsgade 78, 1. sal tv. Han går i skole i Guldbergsskolen der ligger ganske tæt på og er nabo til Simeons Kirken hvor han er døbt.

PETER KROMANS FAR, NIELS VAGN ANDERSEN

Niels Vagn er Københavnerdreng fra Nørrebro. Han er født i Guldbergsgade 78 og døbt i Simeons kirken der ligger lige ved siden af.

Niels Vagn blev uddannet som typograf - det vides ikke med sikkerhed hvor, men det foresvæver mig, at jeg på et tidspunkt har hørt at det skulle være på Information.

Den 13. juli 1951 bliver Niels Vagn gift med telefonistinde Inge Hansen (min mor) på rådhuset i Holbæk.

Stacks Image 14873
Det står lidt hen i det uvisse hvordan de har truffet hinanden, men min mor er ud af en slægt der i mange århundreder har levet og arbejdet i Odsherred området på Sjælland, og min far er ud af en slægt hvor faderen er født i Odense og moderen er født på Den Kongelige Fødselsstiftelse i København.

Min fars forældre blev gift, fik børn, og levede det meste af deres arbejdsaktive tid sammen i København.

Det står også hen i det uvisse hvorfor mine forældre er viet i Holbæk, for allerede den 26. august 1951 flytter de til København, og bor på Bykildevej i Valby.

Stacks Image 17963
Det er lidt mystisk, for min far bor på en række forskellige adresser i Københavnsområdet hele tiden, men præcis i perioden fra 1. juni 1951 til 26. august 1951 er han tilknyttet en adresse i Ruds Vedby på Nørager Herregårdspension. Det kan muligvis hænge sammen med at min mor havde været gift tidligere, og at hun sikkert, bl.a. derfor, havde et brændende ønske om at komme væk fra Odsherred området i en fart, og at de derfor havde behov for en meget midlertidig bolig der kunne retfærdiggøre en hurtig - og sikkert meget anonym - lokal vielse på rådhuset i Holbæk, således at de som ægtepar kunne flytte “respektabelt” til Hovedstaden og begynde deres “rigtige liv” der. Endnu mere mystisk bliver det fordi min far tilsyneladende også er tilknyttet en adresse på “Skrænten” Hestehave i Nørre Asmindrup i Odesherred, ikke langt fra Egebjerg hvor min mor er født og boede, helt frem til 15. maj 1956 (dette er muligvis et sommerhusområde). Alt dette er selvfølgelig kun gætterier fra min side, for ingen af mine forældre har nogensinde fortalt mig noget om om dette.

Niels Vagn og Inge var gift indtil midten af 1960‘erne hvor de blev skilt under en del dramatik. Der er ingen tvivl om at denne begivenhed har påvirket mig meget på det tidspunkt - jeg var været 10-11 år - og vedholdende rygter vil vide at min søster og jeg blev afhentet af politiet på vores skole fordi der var ballade i hjemmet mellem Niels Vagn og Inge. Desværre husker jeg ikke det med politiet og at vi skulle være blevet transporteret hjem i en politibil - men det kan meget vel skyldes en ubevidst fortrængning fra min side.

Men skilt blev de, og Niels Vagn begyndte at leve en helt anden form for liv. Jeg husker, at han på et tidspunkt boede i en husbåd i Sydhavnen i København (det sted der dengang meget “romantisk” blev omtalt som lorte-renden), og at jeg besøgte ham der. Det var ikke særligt lækkert. Ingen tvivl om at han godt var i gang med at gå i hundende på det tidspunkt. Den skilsmisse har uden al tvivl taget hårdt på ham - hvilket han en del gange senere selv har bekræftet - han var faktisk meget glad for Inge, og det vedblev han at være gennem hele livet.

Men på uransaglig vis kom NIels Vagn op af sølet igen. Han nåede at blive gift en gang til, og skilt igen. Og han nåede at bo i temmelig mange år sammen med en kvinde fra Faaborg, og i en årrække boede NIels’ mor, Edvina Fransiska, også sammen med dem i Faaborg indtil hun døde omkring 1980.

Niels’ veninde hed Alice, og hendes mand var død i en tidlig alder. Niels og Alice boede sammen i Faaborg til Niels’ død i september 2007.

Niels Vagn havde 3 søskende, og et sæt særdeles spændende forældre, som der kan læses meget mere om ved at klikke på linket i højre side herunder.


Peter Kroman ©